Cubansk utopi uden macheter,

Strandpromenaden i Havana ligner sig selv med skumsprøjt over cementbolværket og sammenstyrtede ruiner som gabende huller i tandsmilet på en af verdens smukkeste byer.

Selv om det 2. januar er 50 år siden, at de cubanske gader eksploderede i jubel over en lille flok fuldskæggede rebellers sejr, anført af den dengang kun 32-årige comandante, Fidel Castro Ruz. Et lille stykke verdenshistorie. Svinebugt, missilkrise, Che Guevara, socialisme og Fidel - Cuba fylder langt mere i det 20. århundredes historiebøger, end den lille klat ø i Caribien burde berettige til.

Og trods kriser og nedture, økonomiske sammenbrud og senest Fidels sygdom, der tvang ham fra ledelsen i februar dette år, trodser Cuba stadig enhver historisk logik og fortsætter kursen. Regimets nært forestående sammenbrud synes at være udskudt - igen.

Men mod hvilket mål styrer Cuba i dag?

En socialistisk utopi, de færreste cubanere kan beskrive efter et halvt århundredes afsavn, rationeringsbøger og slidte paroler? Eller mere markedsøkonomi, turisme, valutabutikker og parallelle systemer, hvor en del af befolkningen har adgang til dollar og euro, mens andre må klare sig på lokale pesos og sparsomme rationer?

Fidel holder ikke længere timelange taler for folkemængden. Den gamle mand opholder sig syg og svækket på en ukendt adresse et sted i Havana. Men ikke mere svækket, end at han flere gange ugentligt skriver lange epistler - 'reflexiones' - i den officielle partiavis Granma. Hvor han især for tiden svælger i den globale finanskrise, som varsler kapitalismens og imperialismens snarlige sammenbrud.

»Men marcherne mangler«, skriver den cubanske blogger Yoani Sanchez, en af de sjældne alternative stemmer, der ikke er bragt til tavshed.

I Cubas fængsler sidder anslået 250 politiske fanger. Det er ikke mange - men der er også langt mellem de cubanere, der har lyst til at udfordre den bestående orden. Yoani beretter om hverdagslivets absurditeter, om manglen på fødevarer og om det pludselige fravær af de store massemobiliseringer, som cubanerne har været vant til.

»Vi fik jævnligt ordineret en skefuld hysteri, så vi kunne føle os under permanent belejring«, skriver hun. Men marcherne havde også deres fordele, de var en anledning til at slippe væk fra arbejdet eller fra skolebænken.

»Selv de folk, som gramser på kroppe i bussen, havde i de tætpakkede demonstrationer en fremragende lejlighed til at udleve deres lyster«, skriver Yoani ironisk.

Fidels lillebror Raúl Castro har overtaget tøjlerne. Han er ikke til de store massemøder og brandtaler, hans stil er mere nøgtern og praktisk.

»Konkret. Raúl tænker mere praktisk, på produktionen«, siger Carlos, et ungt partimedlem, som i sit daglige arbejde er tæt på virkeligheden blandt bønderne i Sierra Maestra, hvor revolutionens vugge stod: »Så vi venter. Og håber«.

Cubanerne er vant til at væbne sig med tålmodighed. Men trætheden er til at tage og føle på, og Raúl Castro står i høj grad over for konkrete og praktiske udfordringer: manglen på fødevarer, transport og boliger. Sammenbruddet i landbrugsproduktionen. Voksende ulighed. Listen er lang.

Gennem et halvt århundrede har cubanerne gang på gang oplevet revolutionens hårdt tilkæmpede landvindinger smuldre bort. Kun for at blive afløst af nye opfordringer til at stå sammen, stå fast, stå imod, spænde livremmen ind og kæmpe videre.

Hver gang er det mod alle odds lykkedes at genstarte den hostende, hakkende rødmalede traktor, måske med hjemmeflikkede reservedele, måske med en dosis nye paroler og et skvæt olie - nu med venlig hilsen fra Hugo Chávez' bolivarianske revolution i Venezuela.

»Vi er ikke et perfekt samfund, vi har begået masser af fejl«, siger Irma Caceres, den smilende og venlige udlandsredaktør fra det statslige tv: »Men kapitalismen og det private initiativ, det har vi prøvet. Det var ikke nogen succes. Vi tror stadig, at der er andre veje«.

Ingen bananer

Det er ikke en gammel russisk traktor, vi kører rundt i, men en pæn ny bus af kinesisk fabrikat, der triller ad de lange, hullede og halvtomme landeveje tværs over øen. Vi kører på hovedfærdselsåren gennem et land med 11 millioner indbyggere, og vi har vejen næsten for os selv. Bortset fra det lejlighedsvise mylder af hestevogne og cykeltaxaer i de mindre provinsbyer, vi passerer igennem.

Vi er 18 danske journalister, og vores program er sammensat af en lang række møder med statslige myndigheder, besøg på skoler, klinikker, landbrugskooperativer, officielle medier og komiteer til forsvar for revolutionen.

Her er tonen optimistisk: Vi er på rette vej, det går fremad. Vi erkender, at der er mange problemer, men der er også gode forklaringer. Hvorpå følger en lang og grundig redegørelse for den amerikanske blokades langvarige kvælergreb på Cubas økonomi samt for konsekvenserne af østblokkens sammenbrud i 1989.

Og nu er revolutionen netop blevet ramt af et nyt hårdt tilbageslag: Tre orkaner på kun to måneder er fejet ind over Cuba og har raseret landet i et bredt bælte fra øst til vest.

Ødelæggelserne fra orkanerne Ike, Gustav og Paloma løber op i milliarder af kroner, men tiltrak sig ikke den store internationale opmærksomhed - for der var så godt som ingen dødsofre, takket været det perfekt organiserede beredskab, der i god tid evakuerede hundredtusinder af mennesker fra udsatte boliger og landområder. Alt klappede perfekt, busser og lastbiler stod parat til at køre folk hen i midlertidige logier i skoler, kirker, kollegier og sportshaller.

Så vidt, så godt. Alle blev reddet.

Men mens hele verdens øjne var stift rettet mod digerne i New Orleans, rasede vinde med over 300 kilometer i timen hen over Cuba, hvor de lagde en tredjedel af afgrøderne ned og jævnede titusinder af boliger med jorden. De ødelagte huse vil tage år at reparere og genopbygge, og masser af dagligvarer er atter en gang forsvundet fra butikkernes hylder.

»Så I nogen tomater?«, spørger den amerikanske tv-station CNN's korrespondent i Havana interesseret de omrejsende danske kolleger.

Joh, vi så enkelte tomater her og der. Men næsten ingen bananer. De frie markeder, hvor bønderne de seneste par år har haft tilladelse til at sælge deres overskudsproduktion, er blevet underlagt priskontrol.

»Nu mangler her alt igen. Og man kan ikke lade være med at tænke på, om orkanen i virkeligheden bare er et påskud«, siger en ældre kunstmaler i den smukke turistby Trinidad.

Cubanerne har deres rationeringsbøger. Med sådan en i hånden kan man fra de statslige varelagre få udleveret månedlige rationer til rent symbolske beløb.

Men det er sparsomme mængder: Tre kilo ris om måneden, et æg per person hver tredje dag. Et pund kylling og et halvt pund fisk hver måned. 200 gram kaffe og et stykke sæbe - stadig om måneden. Salt, olie, en tube tandpasta til fire personer... osv.

»Det rækker ikke længere end til en uge, og så må man hekse rundt for at få mad på bordet«, klager en yngre udearbejdende mor til to i Havana.

Alt ud over de mest almindelige basisvarer må købes i de nye valutabutikker, der er skudt op overalt - selv den mindste flække på landet har en lille butik, der sælger importerede varer som shampoo, kiks, bleer, barberhøvle, tomatpure og lokalt producerede luksusartikler som øl, sodavand og rom.

Med en vis bitterhed må cubanerne se på, at sparsomme friske fødevarer omdirigeres til turisthotellernes bugnende buffetborde. Her mangler ikke noget - omend variationen i frugter og grøntsager er betydeligt mindre, end man normalt ville forvente i de frodige troper.

»Oksekød. Vi ser aldrig oksekød. Det går alt sammen til jer turister«, klager den velvoksne chauffør i en af de illegale taxaer i Santiago. Han ligner sådan set ikke en mand, der lider sult. Det gør kun de færreste, de få ældre mennesker, der tigger på plaza'erne, som vores officielle vært fra partiet ikke rigtigt vil kendes ved.

Men ensformigheden i kosten, besværet, køerne, de utilstrækkelige rationer ... hvornår bliver det bedre? Ikke alle deler troen på, at det kun er et spørgsmål om tid, før Raúl Castro slipper reformerne løs.

»Nu er der gået to år, og intet sker«, siger Ramón, en ung musiker og lydteknikerassistent fra Santiago. »Han lovede en masse, men han har intet gjort«. Og han tilføjer, mens han stryger sig om hagen med den særlige cubanske gestus, der er kodeord for Fidel - Manden med fuldskægget : »Her sker ingenting, før han er væk«.

Tegn i kaffegrums

Er det storebror Fidel, der fra kulissen og rekonvalescensen holder stramt i tøjlerne og bremser de svage tilløb til økonomiske reformer, som Raúl forsøger at gennemføre efter kinesisk og vietnamesisk forbillede?

Små opblødninger og små signaler til en friere linje - større lønforskelle, friere adgang til mobiltelefoner - tolkes som tegn i kaffegrums. Men reelt ved ingen, hvad den øverste ledelse tænker.

Kina og Vietnam er blandt Cubas nye handelspartnere, og deres vej kunne også blive Cubas vej til vækst og velstand. Her er Latinamerikas bedst uddannede befolkning, Caribiens frodigste landbrugsjord, masser af uudnyttede muligheder for at gøre forretning - men alt drukner i regler, restriktioner og bureaukrati. Jo, det er tilladt at drive selvstændig virksomhed inden for visse områder, men kun når man har tilladelse. Om det er hestevognskørsel, cykeltaxa, salg af sandwich på gaden eller blikkenslagervirksomhed, så kræver det tilladelse.

Man kan åbne en privat restaurant, men kun i sit eget hjem, og der må højst bespises 12 personer ad gangen. Og indehaveren skal officielt kunne redegøre for indkøbet af hvert stykke brød, fisk, kød eller pose mel, der forbruges i køkkenet. Hvilket dog ikke forhindrer, at ulovlige indkøb på det sorte marked - også af illegale hummere og skaldyr - rutinemæssigt optræder på menuerne.

Bonden må sælge sine overskudsvarer på de private markeder. Men han skal selv møde op i egen person, han må ikke sende en anden - for al privat mellemhandel er forbudt.

Sælger man til staten, er det også staten, der fastsætter prisen. Der går tid, inden man får sine penge, og det er aldrig til at vide, om det statslige engrosselskabs lastbil dukker op den aftalte dag - eller om de høstede afgrøder får lov til at stå og rådne i vejkanten.

Grådighed

Den cubanske ledelse synes at nære en næsten patologisk angst for, at øget rigdom vil udløse en lavine af grådighed, som vil underminere idealerne om lighed, solidaritet og »det nye menneske«.

De små og gradvise åbninger af økonomien sker derfor kun af bitter nødvendighed. »Fordi vi må indse, at staten desværre ikke er i stand til at sørge for alt«, som en af de mange tro partifolk, vi møder undervejs, forklarer det.

Underforstået heri ligger, at de små tiltag til privat foretagsomhed og kapitalisme er midlertidige onder, som der måske - måske ikke - kan blive skruet ned for igen, når staten atter bliver i stand til at løse opgaven. For eksempel har mange af de private restauranter, der blomstrede op i 1990'erne, fået deres tilladelser inddraget igen.

Mange ting fungerer trods alt i Cuba. Der er gratis uddannelse til alle, og en million cubanere har en universitetsgrad her. Sundhedsklinikker og hospitaler mangler udstyr, men de fungerer.

Turisthotellerne fungerer, der er vand i vandhanerne, strøm i elkontakterne og benzin i de statslige pumper. Tidligere i år importerede regeringen tusind nye kinesiske busser, som har givet den skrantende kollektive transport et gevaldigt løft. Nu kan cubanerne komme på arbejde uden at spilde timer på at stå og vente i vejkanten.

Har man adgang til lidt hård valuta, kan man købe det meste, selv om priserne er skyhøje målt i forhold til de lokale lønninger. Et køleskab kan koste tre års løn, et sofamøblement en årsindtægt.

Cubanerne er på vej ud af den krigsøkonomi, de levede i op gennem 1990'erne efter østblokkens fald. Dengang manglede alt, og befolkningen levede i bogstavelig forstand på sultegrænsen.

»Der var ingen sæbe, så vi brugte nogle bestemte blade til at vaske os med. Og vi hakkede og ristede bananskræller for at spise«, fortæller Teresa, en ældre kvinde fra Havana.

Teresa har netop besøgt sin søn og svigerdatter i Ecuador.

»Det var forfærdeligt, der løb børn rundt og tiggede på gaden eller vaskede bilruder i gadekrydsene. Nej, så hellere Cuba. Her er måske knaphed, men her er fredeligt«, siger hun.

Cubanerne klarer sig. Folk er sunde og raske, alle børn har sko på, og tøjet er pænt og ofte ligefrem smart. Utilfredsheden er der som en murrende undertone, især blandt de unge - men slet ikke i en lydstyrke, der kan true den herskende orden.

Her er reelt ingen opposition. De få dissidenter lever i ubemærkethed, cubanerne ved knap, hvem de er. Kunne regimet skaffe mad på bordene, ville megen utilfredshed forsvinde. Men det frugtbare Cuba, som kunne være hele Caribiens spisekammer, må importere 70-80 procent af alle fødevarer - turisthotellerne serverer appelsiner og mangoer fra Den Dominikanske Republik og pynter op med blomster fløjet ind fra Cancún i Mexico. Salt importeres fra Chile, pulvermælk fra New Zealand.

Over halvdelen af den frugtbare sorte og røde muldjord ligger uopdyrket hen. De fleste store statslige sukkerplantager er omsider lukket ned efter årtiers underskudsdrift, og Cuba importerer i stedet sukker fra Brasilien. De braklagte marker er i mellemtiden invaderet af hårdføre buske, som det kan tage års hårdt slid at pløje bort.

Hvad gik der galt? Cuba var en overgang selvforsynende med ris. Men risbønderne tjente for gode penge, så det blev der sat en stopper for. Nu køber Cuba halvdelen af den ris, befolkningen har brug for, i Vietnam. Den indlysende løsning, at frigive handel og produktion, vil regeringen ikke.

»Nej, for så ville bønderne tjene penge og blive rige. Det vil man ikke have. Men hvorfor egentlig ikke? Og vi andre ville spise bedre«, siger det unge partimedlem fra Sierra Maestra.

Nu vil regeringen uddele uopdyrket statslig landbrugsjord til alle de private bønder, der måtte ønske det. 70.000 har meldt sig. Sideløbende bliver de uproduktive statsfarme omdannet til kooperativer i håb om, at det kan øge den skrantende produktion. Nu skal der satses på landbruget - 50 år efter revolutionen.

De nye selvstændige landmænd skal dog forberede sig på udfordringer helt ned på det mest elementære niveau. Én ting er traktorer, der mangler reservedele. Men selv den latinamerikanske bondes uundværlige universalredskab, den bredbladede machete, har i de seneste ti år været en eftertragtet mangelvare i Cuba.

»Giv en bonde en machete og en slibesten, det vil han hellere have end en uges ferieophold på et strandhotel for hele familien«, siger driftsleder Ebelio Bozan fra kvægkooperativet Abel Santamaria i det østlige Cuba, hvor den ene af to traktorer står stille.

Macheter importeres fra Kina, Korea eller Brasilien og tildeles statsfarme først. Private landmænd må købe deres macheter for hård valuta eller på det sorte marked. Cuba kan ikke selv fremstille macheter.

»Der var en fabrik i Guantánamo, men jeg ved ikke, hvad der skete. Kvaliteten af deres stål var vist ikke god nok«, spekulerer de i kooperativet.

Bylandbrug

Sig dog ikke, at cubanerne ikke kan være kreative - for da der i den hårdeste tid i 1990'erne ikke var mad i Cuba, og der ikke var strøm eller transport, så opfandt cubanerne »bylandbruget«. De startede køkkenhaver mellem boligblokkene, og nu er der oprettet kooperative gartnerier i mange af byernes forstæder.

Som et af de sidste punkter på en tougers rundrejse besøger vi bykooperativet Alamar i boligkomplekset Hanoi-parken i udkanten af Havana. Og havner i et grønt og frodigt paradis, hvor grøntsagerne står i snorlige rækker mellem frugttræer og eksotiske buske. Hvor larmen fra traktorer og andet maskineri dunker i baggrunden, mens kunder fra nabolaget står i kø for at forsyne sig med grønt og frugt i salgsboden.

Her tjener man penge, erklærer præsidenten for kooperativet, Miguel Salcines López. Selv de lavest lønnede af de 170 medlemmer tjener mere end en af de hjernekirurger, som Cuba uddanner rigeligt af.

»Jeg tjener bedre end landbrugsministeren«, siger han selvbevidst. Selv er han uddannet agronom, og i hans kooperativ har 21 af medlemmerne en universitetsuddannelse, heraf har to en naturvidenskabelig doktorgrad. Men det kan bedre betale sig for dem at dyrke salat, ananas, yuca, appelsiner, kål og mangofrugter.

Miguel Salcines López håber, at kooperativer kan være vejen frem for den ineffektive økonomi. At en mild form for kollektiv kapitalisme kan accepteres af partiets strenge ideologer. Helt effektivt bliver det måske ikke, men dog bedre end nu, hvor den ineffektive stat står for næsten al produktion.

»Der er en sygdom ved socialismen, og det er formynderi og lighedsmageri - som for mig ikke har noget at gøre med socialisme«, siger han.

Politisk frihed, ytringsfrihed og frie medier ... det taler vi slet ikke om. Og hvad Raúl i virkeligheden tænker, og hvem af de to Castro-brødre der i virkeligheden bestemmer - det finder man kun svar på i kaffegrumset.

dorrit.saietz@pol.dk

Citat

Selv de folk, som gramser på kroppe i bussen, havde i de tætpakkede demonstrationer en fremragende lejlighed til at udleve deres lyster

Yoani Sanchez, cubansk blogger