Det er på tide at genopdage Karl Marx
Information 12 januar 2001,  

Den 23. januar kommer Francis Wheens meget roste Marx-biografi på dansk - på Forlaget Rosinante. Information bringer her det indledende kapitel, hvor Wheen gør op med både forgudelsen og dæmoniseringen af den gamle Karl

Af Francis Wheen
Kun elleve mennesker fulgte Karl Marx til graven den 17. marts 1883.
Hans navn og værk vil  leve gennem århundrederne , forudsagde Friedrich Engels i sin begravelsestale på Highgate kirkegård. Det virkede dengang temmelig usandsynligt, men det skulle vise sig, at han fik ret.

Det tyvende århundredes historie er Marx  testamente. Stalin, Mao, Che, Castro   disse den moderne tids ikoner og uhyrer har alle givet sig ud for at være hans arvtagere. Hvorvidt han faktisk ville havde anerkendt dem som sine arvtagere, er en anden sag. Selv mens han levede, kunne de selvbestaltede disciples krumspring drive ham til vanvid. Da han engang hørte, at et nyt fransk parti hævdede at være marxistisk, svarede han: »I så fald er jeg ikke marxist.« Ikke desto mindre var halvdelen af verdens befolkning hundrede år efter hans død underlagt regimer, der bekendte sig til marxismen. Hans idéer har fuldstændig forvandlet forskningen inden for økonomi, historie, geografi, sociologi og litteratur. Ikke siden Jesus har en helt ukendt, fattig mand skabt en så verdensomspændende hengivenhed   og aldrig siden er nogen blevet misforstået så katastrofalt.

Det er på tide at skære igennem al mytologien og forsøge at genopdage manden Karl Marx. Der findes tusindvis af bøger om marxisme, men de er næsten alle sammen skrevet enten af akademikere eller af hans proselytter, og begge parter har anset det for næsten blasfemisk at behandle ham som et menneske af kød og blod   en preussisk emigrant der blev til en engelsk gentleman; en vred agitator som tilbragte det meste af sit voksne liv i den lærde stilhed på læsesalen på British Museum; en selskabelig og hyggelig vært for sine gæster der ikke desto mindre kom på kant med næsten alle sine venner; et familiemenneske der gjorde husholdersken gravid; og en dybt seriøs filosof der elskede spiritus, cigarer og vittigheder.

I den vestlige verden blev han under den kolde krig betragtet som det dæmoniske ophav til al ondskab; som grundlægger af en grusom og fordærvet sekt; som en mand hvis dybt skadelige idéeer for enhver pris måtte bekæmpes. I Sovjetunionen fik han i den samme periode status af en verdslig Gud, med Lenin i rollen som Johannes Døberen, og med kammerat Stalin som naturligvis   den frelsende Messias.

Alene det har været tilstrækkeligt til at gøre ham til medskyldig i massakrerne og udrensningerne; hvis han havde levet et par år længere, ville en foretagsom journalist sikkert også have fået gjort ham til hovedmistænkt i sagen om Jack the Ripper-mordene. Men hvorfor gik det sådan? Marx havde i hvert fald aldrig selv bedt om at blive optaget i den hellige treenighed, og han ville være blevet forfærdet, hvis han havde levet længe nok til at kende til de forbrydelser, der er blevet begået i hans navn. Stalin, Mao og Kim Il Sung har læst hans værker på samme måde som moderne kristne læser Det Gamle Testamente: Det meste ignorerer man, hvorefter et par fængende slogans ( opium for folket ,  proletariatets diktatur ) bliver taget ud af deres sammenhæng, vendt på hovedet og derpå brugt som en nærmest guddommelig retfærdiggørelse af de mest brutale grusomheder.
Som så ofte har Kipling sagt det som skal siges:

Den der har et evangelium

at tilbyde menneskeheden,

han vil se, at selv om han tjener det

med krop og sjæl og bevidsthed,

og for dets skyld hver dag

går hele vejen til Golgatha.

at det er hans disciple,

der skal gøre al hans møje til skamme.

Kun et fjols ville finde på at gøre Marx ansvarlig for, hvad der skete i Gulag; men desværre er der fjolser nok at tage af. »På den ene eller den anden måde fører de vigtigste begivenheder i vores tid tilbage til én mand   Karl Marx,« skrev Leopold Schwarzschild i 1947 i forordet til sin noget gnavne Marx-biografi The Red Prussian (Den røde prøjser): »Der er næppe nogen, der vil bestride, at det er ham, der er skyld i, at Sovjetrusland og ikke mindst de sovjetiske metoder i det hele taget findes.« Ligheden mellem Marx  metoder og onkel Josef Stalins var åbenbart så ubestridelig, at Schwarzschild ikke gjorde sig den ulejlighed at anføre beviser for sin horrible påstand.
Han nøjedes med tilfreds at bemærke, at: »træet kendes på dets frugt«   hvilket, som så mange andre ordsprog, er knap så aksiomatisk, som det lyder. Kan filosoffer bebrejdes enhver senere forvanskning af deres tanker? Hvis Herr Schwarzschild fandt ormstukken frugt i sin have   eller fik serveret en æblekage, der var blevet bagt for længe   ville han så tage en økse og eksekvere en hurtig dom over det skyldige træ.

Ligesom tåbelige eller magthungrende disciple har guddommeliggjort
Marx, så er hans modstandere ofte forfaldet til at opfatte ham som Satans stedfortræder: »Nogle gange var det, som om Marx var besat af dæmoner,« skriver Robert Payne i sin Marx-biografi. »Han så på verden med djævelens blik, og han besad djævelens ondskab. Indimellem var det, som om han vidste, at hans værker var skabt af det onde selv.« Denne tankegang   eller skulle man snarere sige grille   når et absurd højdepunkt i Was Karl Marx a Satanist? (Var Karl Marx satanist?) fra 1976, en bizar bog af den berømte amerikanske fanatiske og sekteriske præst Richard Wurmbrand, forfatter til udødelige mesterværker som Tortured for Christ (Pint for Kristus)   »solgt i over to millioner eksemplarer«,   og The Answer to Moscow s Bible (Svaret på Moskvas bibel).

Ifølge Wurmbrand blev Karl Marx som ung optaget i en »meget hemmelig satanistisk kirke«, som han resten af sit liv tjente trofast og ugudeligt. Det er der selvfølgelig ingen beviser på, men det bestyrker kun den skarpsindige pastors mistanke: »Da den satanistiske sekt er så tophemmelig, findes der kun nogle ganske få spor, der peger på hans forbindelse til den.« Hvilke  spor  drejer det sig mon om? Jo, mens Marx var studerende, skrev han et skuespil på vers, hvis titel, Oulanem, mere eller mindre er et anagram over Emanuel, et af Jesu navne   og som derfor »får os til at tænke på bogstavombytningerne i den satanistiske sorte messe«. Overordentlig inkriminerende må man sige, men der er mere, hvor det kommer fra.
»Har De nogen sinde tænkt over Marx  hårvækst?,« spørger Wurmbrand.
»På hans tid havde de fleste mænd skæg, men ikke sådan et skæg som han havde (...) Det skæg Marx havde, var karakteristisk for medlemmerne af kredsen omkring Joanna Southcott, en satanistisk præstinde, der mente, at hun stod i kontakt med djævelen Shiloh.« I virkeligheden vrimlede det med herrer med stort og viltert skæg i England på den tid; de meget skæggede talte f.eks. cricketspilleren W.G. Grace og politikeren lord Salisbury. Var de mon også på talefod med djævelen Shiloh?

Efter den kolde krigs afslutning, da Gud tilsyneladende havde sejret over Satan, erklærede adskillige kloge hoveder, at vi havde nået, hvad Francis Fukuyama dumsmart kaldte »historiens afslutning«.
Kommunismen var lige så død som Marx, og den gruopvækkende trussel, han fremsatte i de sidste linjer af Det kommunistiske manifest   verdenshistoriens mest betydningsfulde politiske tekst   synes nu ikke at være andet end et ejendommeligt levn fra fortiden: »Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Ved den har proletarerne kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde.
Proletarer i alle lande, foren jer!« De eneste lænker, der binder arbejderklassen i dag er de falske Rolex-ure, arbejderne har på, men vor tids proletarer har meget andet, som de nødig vil miste   mikrobølgeovne, timesharelejligheder og parabolantenner. De har købt og betalt deres boliger og deres aktier i de privatiserede offentlige selskaber   kort sagt, vi er alle bedsteborgere nu. Selv det britiske arbejderparti Labour er blevet thatcheristisk.

Da jeg begyndte på researchen til denne bog, så mange af mine venner medlidende og vantro på mig. At nogen kunne finde på at skrive   endsige læse   om noget så miskrediteret, forældet og irrelevant. Jeg fortsatte imidlertid ufortrødent; og jo mere jeg læste om Marx, des mere aktuel forekom han at være. Vore dages skriftkloge og de politikere, der betragter sig som tænkere, ynder ved enhver given lejlighed at bruge trylleordet  globalisering    tilsyneladende uden at være klar over, at Marx allerede var på sporet af det fænomen i 1848. McDonald s og MTV s verdensomspændende dominans ville ikke have overrasket ham. At den økonomiske magt ville flytte sig fra Atlanten til Stillehavet   i kraft af de asiatiske tigerøkonomier   forudsagde han mere end hundrede år før, Bill Gates blev født.

Der er imidlertid en udvikling, som hverken Marx eller jeg havde forudset: At han i slutningen af 1990 erne, længe efter at de smarte liberalister og den postmoderne venstrefløj havde afskrevet ham ville blive hyldet som et geni af de gamle, borgerlige kapitalister. Det første tegn på denne bizarre revurdering viste sig i oktober 1997, da tidsskriftet The New Yorker udnævnte ham til at være »den næste store tænker«. Ifølge tidsskriftet vil Marx kunne lære os en hel del om politikkens krise og det globale marked, om monopoler, fremmedgørelse og ulighed. »Jo mere tid jeg tilbringer i Wall Street, jo mere overbevist bliver jeg om, at Marx havde ret,« udtalte en velhavende investeringsrådgiver til tidskriftet. »Jeg er helt overbevist om, at Marx  måde at anskue kapitalismen på er den rigtige.« Lige siden har højreorienterede økonomer og journalister stået i kø for at hylde Marx. Glem alt det kommunistiske sludder, siger de. I virkeligheden var Marx »kapitalismeforsker«.

Men selv den kompliment vurderer ham ikke efter fortjeneste. Karl Marx var filosof, historiker, økonomi sprogforsker, litteraturkritiker og oprører. Selv om han ikke havde noget arbejde i gængs forstand, arbejdede han hårdt: hans samlede værker, hvoraf kun få blev udgivet, mens han levede, fylder halvtreds bind. Men det mest indlysende og samtidig mest overraskende ved Marx, som hverken hans fjender eller hans disciple vil anerkende, er, at denne mystiske helgenskikkelse var et menneske. Koreakrigen, mccarthyismen, Cubakrisen, Vietnamkrigen, invasionerne i Tjekkoslovakiet og Ungarn, massakren på Tiananmenpladsen   alle disse blodpletter på det tyvende århundredes historie blev retfærdiggjort i enten marxismens eller antimarxismens navn. Ikke nogen helt ringe bedrift af en mand der tilbragte det meste af sit voksenliv i dyb fattigdom, plaget af bylder og leversmerter, og som engang   efter en glad aften i byen   spænede rundt i Londons gader med ordensmagten i hælene.