Sidste traktat i meget lang tid
Information den 4. nov. 2009 af Louise Wendt Jensen
 

Næsten otte år har det taget, før europæerne fik den traktat, der blev søsat med nedsættelsen af et konvent tilbage i december 2001 ved et topmøde i Laeken i Belgien.

I går sluttede sagaen, da den tjekkiske forfatningsdomstol meddelte, at Lissabontraktaten ikke er i strid med landets forfatning, og da den tjekkiske præsident, Vaclav Klaus, dermed som den sidste i Europa kunne sætte sin underskrift på traktaten, der så er ratificeret i samtlige 27 EU-lande.

Nu skal underskriften bare bringes til Rom og deponeres, og traktaten kan dermed sandsynligvis træde i kraft fra 1. december.

Men processen frem mod den nye traktat har været lang og smertefuld, og efter de otte år er de fleste analytikere enige: Det står nu helt klart, at Europas Forenede Stater én gang for alle er dømt ude.

»Føderalismen er en død sild,« som Uffe Østergård, professor på Copenhagen Business School udtrykker det.

Oprindeligt var tanken med Lissabontraktaten at lave en helt ny forfatning for EU. En forfatning, der skulle være enkel at læse og letforståelig for europæerne.

Initiativet kom, efter man specielt med Amsterdamtraktaten i 1997 og Nicetraktaten i 2000 ikke kunne blive enige om, hvordan man skulle tage højde for de nye lande, der skulle med i EU. Hvordan stemmevægtene skulle være mellem landene, når der kom flere med, hvor mange EU-kommissærer der så skulle være, og hvor mange pladser de forskellige lande skulle have i Europaparlamentet. Ingen af traktaterne løste for alvor problemerne, derfor besluttede man at starte helt forfra og lave en helt ny forståelig forfatning fra bunden.

»Men det demokratiseringsforsøg, der lå i at lave en forståelig traktat, blev man nødt til at opgive. Problemet er, at den blev så forståelig, at vælgerne pludselig kunne læse, hvilket samarbejde det egentlig var, de havde været med i hele tiden: et reelt fælles marked. Derfor forkastede vælgerne den,« siger Uffe Østergård med henvisning til de to folkeafstemninger i Holland og Frankrig i sommeren 2005, hvor der blev stemt nej til Forfatningstraktaten, som på det tidspunkt indeholdt både ordet ‘forfatning’, en EU-hymne, flag, nationalsang og motto. De ting blev luget væk og i stedet blev man enige om en justeret version, som blev døbt Lissabontraktaten.

Nationalstaten vigtigst

Og Lissabontraktaten ser ud til at blive EU’s sidste traktat meget meget længe.

»Man vil ikke prøve det her igen, for nationalstaterne er så forankrede i vælgerne, at det er dumt at lave noget, der ser ud til at tage magten fra dem. I halvfemserne troede mange, - inklusive jeg selv - at nationalstaterne ville komme til at betyde mindre, men det gik helt omvendt. Nationalstaterne er kommet til at betyde mere,« siger Uffe Østergård, der får opbakning af Erik Holm, cand.polit. og forhenværende statsminister Anker Jørgensens (S) tidligere rådgiver i europæiske spørgsmål. Erik Holm har siden været chefrådgiver i EU-Kommissionen og følger den europæiske udvikling tæt.

»Tanken om nationalstaten ligger så dybt i den europæiske bevidsthed, at hvis man udfordrer den, så vender europæerne sig imod den. Det var det, den tyske udenrigsminister Joschka Fischer lagde op til allerede, da han holdt sin berømte tale i maj 2000 på Humboldt Universitet, hvor han erkendte, at nationalstaten ikke kan fortrænges af en forestilling om en føderation hos europæerne,« siger Erik Holm.

Dermed ikke være sagt, at europæerne ikke ønsker mere europæisk integration.

»Borgerne vil gerne være med på de områder, hvor det har interesse for dem. De vil bare ikke have det formaliseret så meget. Derfor vil vi fremover se mindre direkte indgriben i lovgivningen og i højere grad det, der hedder den åbne koordinationsmetode, hvor man i stedet for at lave direkte politikker koordinerer politikkerne i de forskellige lande,« mener Uffe Østergård.

Derfor er det også svært for mange at se, at EU nogensinde kommer videre end at blive et solidt økonomisk samarbejde.

Tæt parløb

Erik Holm fortæller, at han for to år siden besøgte den legendariske tidligere tyske forbundskansler Helmuth Schmidt, der sammen med den franske præsident Valéry Giscard d’Estaing kørte et tæt parløb for at drive et tættere europæiske samarbejde fremad.

»Han var deprimeret på Europas vegne og sagde: Det her ender med et rent økonomisk samarbejde, fordi europæerne ikke formår at sætte et storpolitisk projekt på benene,« siger Erik Holm, der er enig med den gamle forbundskansler.

»Det klassiske eksempel er jo Irakkrigen, hvor europæerne var dybt splittede, men vi har også set det nu i forbindelse med finanskrisen, hvor der har været stor uenighed om, hvordan krisen skulle håndteres. Havde vi ikke haft euroen, var der kommet voldsom intern valuta-uro i Europa, men ikke engang dén kan vi blive enige om. Det er kun halvdelen af landene, der er med,« påpeger Erik Holm, der mener, at forløbet omkring traktaten er et udmærket bevis for, at Europa ikke kan finde ud af storpolitik.

G3 er utopi

På det netop overståede topmøde, som fandt sted i slutningen af sidste uge, var de europæiske udenrigsministre ellers enige om, at nu hvor Lissabontraktaten er i hus, og man får en fast formand for Det Europæiske Råd og en fast udenrigsrepræsentant, så er der lagt op til, at EU bliver verdens tredje supermagt.

»Hvorfor taler man om G2: USA og Kina? Hvorfor taler man ikke om G3: USA, Kina og Europa? Det er der ingen, der gør, men det burde man i virkeligheden gøre, fordi vi har den store tyngde, som vi har,« sagde udenrigsminister Per Stig Møller (K) om drøftelserne med sine kolleger på mødet.

Men det er utopisk, mener Morten Rasmussen, forskningskoordinator på Saxo-instituttet på Københavns Universitet, som beskæftiger sig med europæisk integration.

»Handelspolitisk har EU været en gigant siden tresserne, men når vi taler klassisk udenrigspolitik, så er EU ikke en gigant, fordi de store lande stadig fører deres egen udenrigspolitik, og det vil de ikke opgive,« siger Morten Rasmussen, der ikke kan forestille sig, at lande som Frankrig, Storbritannien og Tyskland vil opgive deres selvstændige rolle til fordel for et samlet EU.

»Landene er ikke klar til at opgive suverænitet. Det med G3 er den slags udenrigsministrene skal sige, når de træder sammen, men hvis den franske udenrigsminister kommer hjem og bliver spurgt om Frankrig så vil opgive sit sæde i FN’s Sikkerhedsråd eller i G20 til fordel for et samlet EU, siger han selvfølgelig nej. Det er igen et eksempel på, at nationalstaterne er for stærke,« siger Morten Rasmussen.