Joseph Wulff skriver:
— Min langvarige og farlige Sygdom fik jeg ved at nyde Ting, jeg ikke maatte, og i en rasende stor Mængde. Det, der nu smerter mig noget saa ubeskriveligt, er et Par Ben fulde af Huller. Man kan ikke forestille sig, hvad jeg lider i denne Tid. Der er ikke Tanke tilbage af Lægge, og saa ovenikjøbet have et Par Ben fulde af Hævelse, og som jeg næsten den hele Dag maa trykke og presse Materie ud af. Dernæst maa jeg ligge paa Sophaen med dem eller have dem hvilende paa en Stol. Skal jeg gaa, maa jeg krybe paa alle fire og udstaa utaalelige Smerter. Jeg er desuden saa besat med Udslet over hele Kroppen at man ikke kan sætte en Finger paa et rent Sted. Det er saa ækelt for mig, da Materien flyder, hvor jeg drejer og vender mig. Hænderne ere saa skurvede paa mig, at jeg ved alle Lejligheder maa søge at skjule dem. Det er Landets Udslet, jeg har faaet, blandet med ren gedigen Patentfnat. Skrivningen generer mig meget, mine Hænder ere saa fulde af Udslet, at jeg uafladelig maa passe paa at tØrre Materien af.
Paa Grund af min ganske frygtelige Magerhed og den uafladelige Liggen, blev der ikke andet tilbage af mig end Skind og Ben; men tilsidst gik Benene igjennem det raadne, tynde Skind, og Smerten blev utaalelig. Endnu sidde mine Alhuer i et blodigt Kjød, og med Respect at sige har jeg ondt ved at sidde paa Enden, hvor alle Ben ere gaaede igjennem Skindet. Jeg kan med Sandhed sige, at jeg i denne Sygdom har udstaaet alle de Pinsler og Smerter, et Menneske kan udstaa. Hver Dag tiltog Feberen. Doctoren laa ogsaa syg, og Lægehjælp var ingen Steds fra at vente. Jeg tog min Tilfiugt til en Negerdoctor. Denne smukke sorte Mand behandlede mig i tre Uger. Naar jeg undtager, at han hver Dag vilde tvinge mig til at spise og drikke, uagtet jeg ikke kunde taale at se Brød, og at han en anden Gang nær havde slaaet mig ihjel, brugte jeg ham ikke til andet end at bade mig tre Gange daglig. Det sorte Bæst skulde en Dag give mig et extra godt Laxativ; min Mave var under Sygdommen kommen hel i Uorden, og jeg led bestandig af Forstoppelse. Dette Laxativ fik jeg, Gud véd, hvad det var, det hjalp Intet. Jeg var den Dag yderst slet og om Aftenen saa angreben at en Stue fuld af Mennesker ventede mit sidste Suk. Jeg laa og sprællede som en Aal i Sengen, og var ikke i Stand til at faa Luft.
Takke maa jeg den Almægtige Gud, at jeg under Sygdommen ikke har været berøvet min Forstand, som det saa ofte er Tilfældet her. Kun om Natten var det mig ikke muligt at sove, jeg laa hele Natten og pludrede og pludrede, uden at der var mindste Sammenhæng i hele min Snak, men det var mig en Umulighed at faa Munden stoppet. Senere var jeg saa heldig, at der her paa Africa ankom en engelsk Orlogsmand. Guvernøren var saa forekommende imod mig, at han og Chefen og Doctoren kom op til mig. Den engelske Læge gav mig 1, siden 2 Opium-Piller, og disse forhjalp mig til min Rolighed; men det ækleste ved min Nattero var, at jeg hver Morgen laa og svømmede i ildelugtende Sved. Denne Doctor gav mig ogsaa flere ret gode Laxativer, og tilsidst fik jeg endogsaa stærk Diarré, der tiltog saa voldsomt, at det løb fra mig i Sengen, uden at jeg mærkede det. Mine Madrasser tog dog ingen Skade, det gik ud over Lagner og Skjorter. Hvor mange hundrede forskjellige Stykker Tøj og Linned har jeg ikke gjort Brug af under min Sygdom? Det bliver mange, mange Dusin.
Ved denne Klimatsyge har man altid en slem Smag i Munden; paa Tungen samler der sig saadan en tyk, hvid Slim, at man flere Gange om Dagen maa skrabe den ren med en Kniv. Hos mig indtraf den Tilgift, at jeg fik i flere Uger Munden saa fuld af Tandbylder, at alt Tandkjødet skilte sig fra Tænderne, og at Alt, hvad jeg skulde tygge, maatte jeg synke halvtygget, fordi jeg ikke kunde taale at bruge Tænderne. Det er ikke til at beskrive, hvad jeg led i disse Tænder i flere Uger, og hvorledes min Mave kom i Uorden ved al den utyggede Næring, den maatte modtage. Min kjære Moder véd, at jeg har et slemt Tilfælde med Trykninger under Hjertet, der mange Gange rent kunde tage Aanden fra mig. Her fik jeg igjen i min Sygdom disse Tilfælde, og rædsomt, voldsomt; jeg har vistnok haft dem 5 à 6 Gange. Første Gang var Kjøbmand Lutterodt inde hos mig. Jeg havde det saa stærkt, at jeg laa paa Jorden og vred mig som en Orm. Han løb ud paa Altanen og kunde ikke taale at se mig saaledes lide, og jeg tror ogsaa, at 2 Minutter til havde jeg ikke været mere blandt de Levende. Han raadede mig til at skylle nogle bitre Draaber ned, og det hjalp mig ogsaa strax. De andre Gange har jeg brugt samme Middel; men Tilfældet vedvarer langt længere nu og er ogsaa langt mere smertefuldt.
Den 19. Januar troede jeg gandske bestemt, nu er Spillet ude, jeg maa nu sige Godnat Mette, Pengene ligge i Vinduet. Det var et voldsomt og farligt Tilbagefald, der rammede mig; i samfulde 4 Dage ingen NattesØvn, svær Hovedpine og Brækning af Galde og Diarree fra Morgen til Aften. Stingene havde atter indfundet sig i ti Gange fordoblet Grad. Den engelske Læge kom atter over til mig, og efter et Par foregaaende Fodbade om Aftenen, blev alt Haaret og mine Barter ragede af; jeg fik 2 Spanske Fluer paa Tindingerne, 2 paa Siderne og Sennep paa Læggene, Det var frygtelige Smerter at udstaa paa en Gang, og forestil Dem, kjære Forældre, hvor stærke de paa Siderne vare, at jeg i samfulde 3 Uger ikke kunde faa dem lægte, der fløde uafladelig Materie fra dem, og Gud maa vide, om jeg nogensinde bliver skilt fra de mange Ar, jeg har tillagt mig. Engang blev jeg aareladt; Lægen tog 2 Thekopper fulde. Blodet var næsten sort, og den grønne Galde spillede i det.
Kjære Forældre, De kan ikke tro, hvor man i den Slags Sygdomme hele Dagen ærgrer sig over ingen Ting. Galden er i saadant Oprør, at man ikke kan taale at se sine Drenge. Dette har været Tilfældet hos alle her, og Drengene maa bestandig undgaa, at man faar dem at se, da man er i Stand til at kaste en Kniv efter dem. Galden gik vistnok over i Blodet hos mig mere end ti Gange, og det gik mig tilsidst saaledes, at den eneste Dreng, jeg havde, thi de Andre blev alle jagne paa Døren, ogsaa en Dag vilde forlade mig, saa jeg ikke havde Een Eneste tilbage. Enden blev, at jeg maatte tiltale ham med Ræson og forhøje hans Gage. Ja, denne Sygdom har kostet mig ikke faa Skillinger. De Ting, man bruger her til at give en Kræfterne tilbage, ere saa uforskammet dyre. En Flaske Madeira koster her i Pjaster, en Flaske Øl (Porter og Ale) Rigsbankdaler, og paa et øjeblik ere saadanne 6 Boutellier lænsede. Jeg gaar hver Dag ind til Kjøbmand Lutterodt, men med dette Middagsbesøg maa jeg nu ophøre, da Udslettet vedbliver endnu at tage saa stærkt til. De kan forestille mig besat lige fra Fødderne til Hovedet med gule Materiebylder, Benene ere fulde af Huller og Saar, og begge Hænder har et Udseende som Skurv. Det er besynderligt nok, at man her Ønskes til Lykke af Alle med disse Ækelheder, det skal være et bestemt Bevis paa, at Klimatsygen rigtig og ordentlig er overstaaet, og at alle Usundheder skal ud af Kroppen ved Udslet. Det værste er, at det er saa langvarigt og ækelt. Kjære Forældre, jeg forsikrer Dem paa, at jeg lugter som et Aadsel
Joseph Wulffs detaljerede beskrivelse gør det muligt at foretage en indkredsning af de lidelser, der under navn af ,,klimatfeber” kostede saa mange danskere livet i Guinea og fik saa stor betydning i deres forhold til negerslaverne. Klimatfeber var i gammel sprogbrug synonymt med koldfeber eller malaria, men det fremgaar af Wulffs beskrivelse, at diagnosen ikke kan indskrænkes til at omfatte en enkelt sygdom. Der fandtes og findes den dag i dag malaria i omraadet, og Wulffs kulderystelser med efterfølgende svedestadier er ligesom regelmæssigheden i de stadigt tilbagevendende anfald tydelige tegn paa, at han var smittet med denne sygdom. Men kvalmen, galden i blodet og de mange andre gulsottige træk var ikke symptomer paa malaria. De skyldtes den gule feber, der nok i de fleste tilfælde var hovedstolen, naar ,,klimatfeberen” tog pant i kystfolkene. Den gule feber kom oprindeligt fra De vestindiske øer, den var slaveskibenes returlast. Den spredes ligesom malariaen, smittekimene dør ved temperaturer under 21°, saa den fik ingen nævneværdig udbredelse i Europa. Men naar matroser, der var smittet i Vestindien, tog ud paa en ny Guinea-tur, eller naar slaveskibene gik direkte tilbage til Afrika, hvor ingen temperaturforskel optraadte som spærretold, var den gule feber med som en usynlig kontrabande. Den indgik i handelen. Sorte slaver i Vestindiens plantager forudsatte gule europæere paa forterne i Afrika.
Den gule feber mærkede ikke sine ofre med flodhestepiske og glødende jern. Et myggestik var nok, Naar Wulff anfører Sit umaadeholdne spiritusforbrug som aarsagen til sin sygdom, har han uret, selv om drikkeriet paa Lutterodts plantage og den dyre madeira, han skaffede sig under sygdommen, næppe har bidraget til at forbedre hans tilstand. Den komplikation, der indtraadte i anfaldets sidste fase, maa sikkert henføres til dysenteri, men samtidig blev han under hele sygdommen angrebet fra en fjerde side, der kræver nærmere forklaring. Hvad var aarsagen til de dybe, betændte huller i benene, som øjensynligt voldte ham større pinsler end alle de andre onder tilsammen? Man faar ikke huller i benene af malaria, dysenteri og gul feber. Symptomet. forekommer imidlertid ligesom de Øvrige i alle beskrivelser af ,,klimatfeberen”. Monrad fortæller, at næsten alle europæere i Guinea plages af disse huller, der med deres bestandige udflaad af materie ikke vil læges igen og daglig kræver nye forbindinger. Præsten har ofte set, at de syge for at undre smerterne lader deres negerslaver suge materien ud af saarene og bagefter belægge dem med friske, kølende blade.
For at faa et indtryk af denne plage, der ogsaa maatte medregnes i prisen for de sorte slaver, maa vi et Øjeblik vende tilbage til Isert, og lade ham fortælle om en lille hændelse, der indtraf under hans ophold paa De vestindiske Øer.
,,Egnen var overmaade smuk og forekom mig som et sandt Paradis,” siger den muntre botanicus, ,,Imidlertid blev min Fornøielse dog noget afbrudt, thi da jeg en heel Dag igjennem havde vadet omkring i en Regnbæk for at mynstre de Træer og Planter, som voxte paa sammes Bredder, bemærkte jeg paa det Sted af Foden, hvor jeg for 14 Dage siden havde faaet en Hævelse paa Søreisen, en lille Blægn. Jeg aabnede den og fandt til min store Forundring en guineisk Traadorm (Gordius medinensis Linnæus) i den. Jeg probeerte, om det var mueligt at rulle den ud, men opnaaede ikke mit Øjemed; thi jeg kunde ikke, uden den uudstaaeligste Smerte, faae den videre end nogle Tommer ud. Denne Irritation var formodentlig ogsaa Aarsagen til en Saarfeber, som jeg strax fik, da jeg kom hjem, og som varede hele Natten igiennem. Siden behandlede jeg min Orm paa den simpleste Maade, som en saadan Orm nogensinde er blevet behandlet paa; jeg viklede den nemlig daglig op paa en lille Rulle at Lærred, bandt et Klæde over den, og blev ved at spadsere; dog halvt hinkende. Denne megen Bevægelse og Vaden i Vand, som jeg slet ikke kunde lade være med, var formodentlig Skyld i, at jeg kam mig saa snart igien, nemlig efter 8 Dage, da det ellers i Africa pleier at være en Cour, som varer nogle Maaneder. Ormen var een at de største, jeg nogensinde har seet; den var nemlig, da den var fuldkommen ude, 2 fulde Alen lang, og saa tyk som et Halmstraae. Jeg lærte at denne Hændelse, at man i det mindste i 8 Maaneder kan bære Guinea-Ormen i Kroppen uden at mærke den ringeste Uleilighed deraf; thi saa lang en Tid var der nu allerede gaaet, siden jeg forlod Guinea.”
Hvad den interesserede naturiagttager her stiftede bekendtskab med, var langtfra et enestaaende fænomen. Det omtales at alle vore vidner, allerede sognepræsten Johannes Rask kan fremlægge oplysninger om Guinea-ormen, der nøje svarer til Iserts. Den er ifølge ham over tvende alen lang men ikke tykkere end en maadelig syetraad, og den udbryder som en hævelse og bulde igennem huden. Den syge finder en stor smerte saa langt op i kødet, som saadan en orm rækker, og den maa med megen lemfældighed lidet efter lidet daglig paa en pind eller et støkke papir udvindes, at den ikke skal brydes at, thi brydes den at, forvolder det siden den syge en forskrækkelig og langvarig pine, og der udflyder tillige daglig en stor deel raade (materie).
Slavehandleren Rømer er lige saa detaljeret: Disse orme avles i menniskernes legeme, i en arm, en haand, et laar, et ben, eller endog i hovedet. Den syge faaer en stærk feber, een at hans lemmer bliver svollen, og han finder da ormen i det hovne lem at bevæge sig, hvilket foraarsager en ubeskrivelig smerte. Varer det for længe, førend ormen æder sig selv frem, lader den syge skiære sig hull, hvor man tænker at ormens hoved er; men man skal være forsigtig med at trække ormen ud, for at den ikke brækkes itu. Rømer har set orme paa op til to spænd lange (saa langt, som man kan spænde med fingrene), og de ere virkelig levende, thi de bevæge sig, naar de komme en halv finger frem. Somme kand gaae 8 dage med en orm hængende ud at en deel at deres legeme, somme vinder den paa en træe pind, naar de ere bange, at armene skulle krybe tilbage igien, Den tykkeste orm, lian har seet, har været som en pennefiæder; men han har ogsaa seet dem saa tynde som en sye-traad. Det bedste middel er, at den syge sætter det lem, som ormen er udi, i søe-vand, saa længe han kand holde det ud, og saa ofte, at orrnen kommer af sig selv frem, thi saa vil den drukne. De sorte derimod tager ofte feyl og skiære hull paa legemet af armen selv, hvorved saaret bliver langvarigt og farligt.
Monrad fortæller, at de saakaldte Guinea-orme sætter sig under huden paa de forskielligste dele, selv paa de hemmelige af legemet. Han mener endog, der er exempler paa, at de kan blive 6 til 7 alen lange. De ere hvide, omtrent af en tyk staaltraads førlighed, og efter nogle maaneders forløb giennembryde de den opsvulmede og røde hud. Man vikler dem da om en lille pind, og vinder daglig et lille stykke af dem ud, indtil man tilsidst faaer hele armen frem. Vilde man paa eengang trække dem ud, brast de itu, og man maatte da atter i lang tid drages med dem, inden de igien kom for lyset, og dette kunde foraarsage forraadnelse i kiødet.
Trods den sidste iagttagelse, der stemmer med alle de andre vidneudsagn, finder Monrad ikke paa at sætte fænomenet i forbindelse med de betændte saar, der plagede danskerne i Guinea. Forklaringen er nok, at de syge selv heller ikke saa nogen sammenhæng. En Iserts omhu og taalmodighed var ikke almindelige karaktertræk paa det hvide fort, og under feberanfaldene havde de færreste kræfter til at gaa i lag med den pinefulde og krævende helbredelsesmetode, han praktiserede i Vestindien. Hvor langt lettere var det ikke at lade staa til og dulme smerterne med madeira? Den moderne lægevidenskab er dog ikke i tvivl om sammenhængen: Guinea-ormen kommer ligesom den ægyptiske bilharzia fra drikkevandet og formerer sig i menneskets tarmkanal; hunnen bliver mindst 8o cm lang og borer sig ud gennem bylder paa legemet, især i benene, men for øvrigt overalt, endog i øjenlaag og tunge. Brister ormen, vil den dø med svære betændelser til følge, men ogsaa uden det kan der let opstaa infektioner, der breder sig gennem hele den kanal, hvori ormen ligger. ……