Den imaginære Gandhi

Uddrag af Erik Kjærgaard’s artikel i ”Den jyske historiker”, nr. 77/78, juni 1997

Richard Attenboroughs Gandhifilm er med til at forevige ovenstående udtalelse (her citeret fra Akbar 1989,433), der optræder i filmens pompøse begravelsesscene. Albert Einsteins hyldest til den indiske frihedshelt Mohandas Karamchand Gandhi (1869-1948) faldt efter snigmordet i 1948. Der er tale om en myte i myten, da den nærmest overjordiske hyldest til personificeringen af det orientalske Indien fremkom fra indbegrebet af vestlig, videnskabelig autoritet. Udtalelsen er samtidig et godt bud på den mytologisering af Gandhi, jeg i det følgende benævner mahatmamyten (mahatma betyder stor eller oplyst sjæl), og som er temaet for nærværende artikel.

Mahatmamyten har uforandret igennem de sidste 70 år i Danmark skildret Gandhi som en eksotisk og spirituel ikke-volds apostel, der på gentlemanagtig manér besejrede det britiske imperium i kraft af folkets kærlighed. Myten reducerer hans sammensatte personlighed og tvetydige livsfilosofi til fordøjelige størrelser i vesten. Da myten samtidig karakteriserer Gandhi som inkarnation af masserne og talsmand for Den Indiske Nationalkongres (INC), bliver den altid tilstedeværende opposition mod Gandhi, de afgørende kalkulerede indenrigspolitiske alliancer og de internationale perspektiver enten nedtonet eller som oftest helt ignoreret. (kort sagt, som det næsten fremstilles i filmen, er ikke alle indere, der kæmper for uafhængighed enige med Gandhi, men det fremgår næsten ikke – min anm.)

Ud fra den historiske Gandhi dannes mahatmamytens imaginære Gandhi, der nok er inspireret af, men ikke forpligtet af historien. Den imaginære Gandhi tegnes som et stereotypt portræt. At den imaginære Gandhi tangerer historisk fiktion (altså digtning) betyder intet, så længe han forekommer virkelig for sine beundrere. Det afgørende er ikke den historiske Gandhi, men derimod de egenskaber han tillægges.

Myten trækker på såvel Gandhis selviscenesættelse som den samtidige og posthume (efter Gandhis død) indiske nationalmyte, hvor den imaginære Gandhi har altafgørende betydning for konstruktionen af en glorværdig fælles fortid. Myten bør imidlertid ikke reduceres til udelukkende at være en tilsigtet konstruktion udtænkt af Gandhi selv eller hans disciple. Der er til dels tale om en kollektiv erindringsforskydning, der gradvist har forvandlet den historiske Gandhi til den imaginære Gandhi. I nogle tilfælde er myten bevidst iscenesat ud fra forfatternes egeninteresser, i andre tilfælde er der tale om en mere ureflekteret reproduktion af alment populariseret viden.

Når mahatmamyten fremstiller forholdet mellem Gandhi og Nehru som uproblematisk, tangerer det historieforfalskning. Nehrus ubetingede tillid til videnskab og forkærlighed for marxisme (socialisme), der kulminerede midt i 1930'rne, gav sig gang på gang udslag i alvorlige uoverensstemmelser, som truede med et definitivt brud. Gandhis religiøsitet skurrede ofte fælt i Nehrus ører som her i 1932 i reaktion mod en af Gandhis faster til døden: »I felt angry with him at his religious and sentimental approach to a political question, and his frequent references to God in connection with it (...) What a terrible example to set!«(Nehru 1936, 370).

I vesten er den mest uforsonlige kritik fremkommet fra George Orwell og Arthur Koestler. Orwells kritik findes især i et essay fra 1949 med titlen Reflections on Gandhi, Koestlers kritik i The Lotus and the Robot fra 1960. Kritikken fra de to europæiske intellektuelle har fundet vej til Danmark i artikelform via Wivel1983 og Nystrøm 1988. Som noget ganske enestående forholder kritikken sig direkte til mahatmamyten og danner en marginal (uden betydning) modmyte, hvori de uforståelige og excentriske sider ved Gandhis personlighed er i centrum. Tidlige og harmløse forløbere for modmyten aflæses i Rolland og Andrews exceptionelle kritik af Gandhis afbrænding af britisk tøj og Hørups feministiske kritik af Gandhis manglende accept af skilsmisse, fødselskontrol og et regelmæssigt seksualliv.

Modmyten fokuserer især på Gandhis familiære relationer og hans syn på seksualitet. Det fremhæves, at Gandhi ofte brugte sine medmennesker som objekter og dermed som ofre for sine eksperimenter. Sønnerne fik ingen boglig uddannelse eller opbakning til deres giftemål; den ældste brød totalt med Gandhi, kritiserede ham offentligt og blev i enhver henseende sin faders modsætning. På trods af lægeordination måtte Gandhis hustru Kasturbhai under alvorlig sygdom klare sig uden dyreprotein og penicillin. Hendes seksualliv ophørte brat, da Gandhi pålagde sig selvet kyskhedsløfte. Det forhindrede imidlertid ikke Gandhi i at dele sengeleje med unge kvinder for derved at overbevise sig selv om, at han havde besejret begæret. Da historien kom frem i Noakhali i 1947, førte det til et ramaskrig blandt mange tilhængere og ortodokse hinduer, der i forvejen havde vanskeligt ved at kapere Gandhis radikalisering af det traditionelle cølibat.

Attenboroughs film om Gandhi

Den stort anlagte Gandhifilm fra 1982 er den mest nutidige og betydningsfulde manifestation af mahatmamyten. For et vestligt biografpublikum er der tale om en formmæssigt konventionel film: Det statiske kamera forholder sig distanceret til handlingen, de åbenlyst iscenesatte farvebilleder autentificeres af enkelt_ sort-hvid klip, og det episke forløb er på nær det stilistiske udgangspunkt I attentat_ og ligfærdsscenen strengt kronologisk. Vestlige figurer som C.F. Andrews,. Mirabehn, Margaret Bourke-White og den til lejligheden opdigtede Journalist Walker får uforholdsmæssig megen omtale. Filmen fremtræder derfor som et helt igennem vestligt produkt, omend der i realiteten er tale om en britisk-indisk fællesproduktion.

Det var en embedsmand på den indiske ambassade i London Motilal Kothari, der i 1962 forærede Attenborough et eksemplar af Louis Fischers Gandhi biografi i den hensigt at få ham til at instruere en film om den indiske frihedshelt. Uagtet at såvel Jawaharlal Nehru som Indira Gandhi assisterede Attenborough i deres embedsperioder, skulle der mere end tyve års forarbejde til, før Kotharis ambition blev indfriet. Da det skete, blev det til gengæld gjort eftertrykkeligt. Med et budget på ikke mindre end i80 millioner kroner hvoraf den indiske stat afholdt en tredjedel af udgifterne, blev filmen et sandt udstyrsstykke:

De fleste scener blev optaget »on location« med minutiøs præcision, og i den grandiose ligfærdsscene deltog ikke mindre end 90.000 statister. Et så ambitiøst og officielt blåstemplet projekt var nærmest selvskrevet til at løbe ind i indisk modstand. Oppositionen mente, at filmen var udtryk for slet skjult propaganda for Indira Gandhis hensygnende regering i kraft af den megen focus på Nehru som Gandhis discipel (og dermed Indira Gandhi som Nehrus legitime arvtager). Filmfolk fandt det urimeligt, at betragtelige indiske kulturmidler blev anvendt på en vestligt produceret film beregnet for et vestlig publikum. Endelig blev der dannet en komite mod filmen under ledelse af den tidligere premierminister Morarji Desai, der anså filmen for blasfemi.

I Danmark holdt kritikken af filmen sig inden for snævre anmelderkredse. Det blev påpeget, at Sir Richard Attenborough skildrede britisk kolonialisme, som briterne helst vil huske den. Det var ikke imperiet eller dets mange samvittighedsfulde koloniale repræsentanter, der var problemet, men snarere enkeltstående undtagelser. Ikke mindst bagmanden for den legendariske Jallianwala Bagh massakre i Amritsar i 1919. Filmen antyder således, at general Dyer blev retfærdigt straffet for sin ugerning. Til gengæld ignoreres kontroverserne omkring Dyers afskedigelse, herunder Overhusets sympatierklæring og hans folkelige popularitet i datidens Storbritannien.

Hvad der forekommer mere utilsigtet, men ikke desto mindre lige så problematisk. er Attenboroughs tendentiøse (farvet af bestemte holdninger) skildring af lederen af Den Muslimske Liga (ML). M. A. Jinnah fremtræder med sin monokel (enkeltbrilleglas, som bæres fastklemt i det ene øje)som en klassisk filmskurk, der fra begyndelsen har obstruktion af Gandhis politiske karriere som sit forehavende. Filmen kriminaliserer derved indirekte Indiens muslimske minoritet og sår tvivl om berettigelsen i Pakistans eksistens. hvad der har ført til begrundet pakistansk harme over filmen.

Jinnahs modstykke er Gandhi, der ikke kun er inkarnationen af de forarmede indiske masser, men også menneskehedens kollektive samvittighed. Attenboroughs sparsomme politiske interesse kan næppe retfærdiggøre, at kontroverserne omkring Gandhis ledelse af INC (Kongresspartiet) forbigås. Heller ikke den mere militante Forlad Indienbevægelse i 1942 og uoverensstemmelserne mellem Nehru, Vallabhbhai Patelog Gandhi har fundet vej ind i den tre timer lange film. Det samme gælder Gandhis egen tvivl og modgang. Også de for os sælsomme sider af Gandhis komplekse karakter underspilles i billedet af Gandhi og Kasturbhai som en lykkelig familie. Disse forenklende, kompositoriske prioriteringer kan ikke overleve en historisk analyse.

Det er derfor tvivlsomt, om filmen bidrager konstruktivt til forståelsen af Gandhi og de politiske forhold omkring Indiens selvstændighed. Allerede biografplakatens forkyndelse - »Hans triumf ændrede verden for evigt« - vidner om, at historisk autencitet er af sekundær betydning. Filmen er primært et helteepos, hvis formål er at kanonisere Gandhi og derved konsolidere mahatmamyten. At filmen samtidig indkasserede ikke mindre end 8 Oscars og blev en kommerciel succes, vidner om vores dybe fascination af den imaginære Gandhi.

Gandhi i en dansk og europæisk offentlighed

Attenboroughs film om Gandhi er kun det foreløbigt sidste kapitel i den moderne mahatmamyte. Filmen havde dansk premiere i 1983 ved en forestilling til fordel for UNICEF. I Niels Hartmanns medfølgende undervisningsmateriale blev Gandhi gjort til en børneven, der foregreb UNICEFs humanitære arbejde. Den imaginære Gandhi blev endvidere taget til indtægt for hjælp-til-selvhjælp-princippet og de elementære behovs strategi og kunne derved mobiliseres til fordel for FN s humanitære arbejde.

vesten. Fra Martin Luther King og frem til fredsbevægelsernes aktioner mod a-våben i 1980'erne har Gandhis ikke-voldsprincipper vundet gehør som et brugbart revolutionært alternativ til voldelig kamp. Ungdomsoprørets flirt med orienten og miljøbevægelsernes kritik af den vestlige industrialisme har ofte ladet sig inspirere af Gandhis version af det rousseauske tilbage-til-naturen dictum. I kraft af sin manglende kontekst bliver den imaginære Gandhi brugt som legitimation til snart sagt hvad som helst.

Allerede mellemkrigstidens økonomiske. politiske og kulturelle tumult dannede solid grobund tor den imaginære Gandhi, hvilket førte til en stigende interesse for indisk nationalisme i vesten. Ikke-Samarbejdsbevægelsen først i 1920'rne, Saltmarchen i 1930 og Rundbordskonferencen i 1931 afstedkom en international bevågenhed, som den historiske Gandhi udnyttede til dygtigt PR-arbejde. Saltmarchen gav ham et renomme som en nærmest chaplinsk udfordrer af det britiske imperium. Winston Churchills respektløse karakteristik af Gandhi som »en halvnøgen fakir« blev i London bekræftet af hans opsigtsvækkene indiske påklædning. Han lod sig i England flittigt interviewe og besøgte på rejsen en række prominente kulturelle personligheder. Selv bomuldsspinderierne i Lancashire fik besøg af den mand, der i kraft af boykot af britisk klæde var skyld i stor. lokal arbejdsløshed.

Når Gandhi overførte sin etik til international politik, gik det for alvor galt.

Høflige breve til Adolf Hitler og naive opfordringer til briterne og jøderne om at bekæmpe nazisterne med ikke-vold må betegnes som don quixoteri.

Et så tyndt teoretisk grundlag vidner indirekte om. at Gandhi var praktisk idealist frem tor teoretisk filosof Det var først og fremmest hans metoder og resultater, der gjorde ham kendt. Hans livsfilosofi nød aldrig bred anerkendelse, omend den ofte dikterede den politiske dagsorden i det koloniale Indien.

Hjælpespørgsmål til teksten om Gandhi-filmen

I filmen fremstilles Gandhi og Nehrus forhold som næsten uproblematisk. Her følger lidt om Nehru fra www.leksikon.org :

Nehru (1889-1964), indisk statsmand. Jawaharlal Nehru blev født i Allahabad i Nordindien og tilhørte en gammel braminerfamilie fra Kashmir. Faderen, Motilal, var en fremtrædende advokat og forkæmper for et uafhængigt Indien. 16 år gammel blev Nehru sendt på skole i England, studerede ved Cambridge og havde derefter oplæringspraksis som advokat i London. Under opholdet i London blev han stærkt influeret af britisk socialisme og irsk selvstændighedsbevægelse.

Efter at han var vendt tilbage til Indien, kom Nehru i kontakt med Mahatma Gandhi og hans frigørelsesideer. Fra 1919 til Indien blev selvstændig i 1947 var Nehru og Gandhi de mest kendte indiske befrielsesledere. Nehru tilbragte 10 af de 27 år i fængsel. Under fængselsperioden skrev han flere bøger. I den mest kendte, «The Discovery of India», trækker han de store linier op den i indiske historie. Bogen blev oprindelig skrevet i form af breve til datteren - senere statsminister Indira Gandhi. Historiebogen er en af de første moderne verdenshistorier set i et ikke-europæisk perspektiv.

Selv om Nehru aktivt deltog i Gandhis uafhængighedskampagner baseret på passiv modstand, var han ikke altid enig med Mahatma Gandhi om de politiske retningslinier. Hans rationelle intellekt kom ofte i en vis konflikt med Gandhis mysticisme, men han bøjede sig alligevel i de fleste tilfælde for Mahatmas taktik. Til trods for forskellen i orientering, betragtede Gandhi Nehru som sin åndelige søn.

Nehru blev premierminister allerede i 1946 og ledede forhandlingerne med briterne, som førte frem til Indiens uafhængighed, men også til en deling af det gamle britiske Indien i de to stater Indien og Pakistan den 17. august 1947.

Efter befrielsen fortsatte Nehru som statsminister uafbrudt frem til sin død i 1964. Han ledede konsolideringen og den administrative opbygning af den nye stat. Nehru var stærkt planøkonomisk orienteret og modtog stærke impulser fra sovjetisk økonomisk planlægning i 1930'erne. Han havde ansvaret for udviklingen af Indiens økonomi efter befrielsen, på basis af fast udarbejdede femårsplaner. I første omgang delvist efter sovjetisk mønster, men også inspireret af skandinaviske forbilleder. Han var samtidig tilhænger af blandingsøkonomi, men med et betydelig statslig indslag. Han gik ind for en udbygningen af moderne industri og stillede sig skeptisk til Gandhis tanker om, at Indiens økonomiske udvikling først og fremmest måtte basere sig på landsbyerne. Under sin regeringstid gennemførte Nehru bl.a. en betydelig udbygning af sværindustrien samt den metallurgiske og elektrotekniske industri for at gøre Indien til en af de vigtigste industristater i Asien. Stærk befolkningstilvækst og vanskelige klimatiske forhold med tilhørende fødevaremangel gjorde det ofte vanskeligt at opfylde denne målsætning.

I sin tid som premierminister førte Nehru en udenrigspolitik, der tog sigte på et balanceret forhold mellem USA og Sovjetunionen, samtidig med at han deltog aktivt i samarbejdet indenfor det britiske statssamfund (Commonwealth). Nehru var sammen med Egyptens præsident Nasser og Jugoslaviens præsident Tito en af de vigtigste initiativtagere til de alliancefrie landes samarbejde. I sin udenrigspolitik lagde han også stærk vægt på FN. Hans afspændingspolitik overfor Kina gav ikke de resultater, han havde håbet på. I slutningen af 1950'erne og i begyndelsen af 60'erne var forholdet til Kina spændt, efter at kineserne i 1959 havde overtaget kontrollen med Tibet.

Nehru var en typisk repræsentant for den indiske intellektuelle overklasse. Han virkede fjern for den almindelige inder, men havde alligevel en stærk magt over masserne. I forsøget på at gøre Indien til en moderne, verdslig stat gik han langsomt og fredeligt frem for ikke at støde de stærkt religiøse masser og de øvrige ideologiske ledere fra sig.