Kildens udsagnsevne

Når man i undervisningen præsenteres for en kilde i en historiebog, er alle de spørgsmål, man kan stille til dens oprindelse, som regel besvaret i en kort intro­duktion til kilden. Anderledes forholder det sig, hvis man fx i et projekt selv skal finde kilder og bedømme deres anvendelse for ens emne og problemstilling. Her må man ofte selv finde ud af, hvor teksten stammer fra. I denne situation kan følgende spørgsmål være en hjælp:

1)          Hvornår er den blevet til? Er den skrevet samtidig med begivenhederne eller er den forfattet kortere eller længere tid efter begivenhederne? Altså er kilden samtidig med begivenhederne eller senere?

 

2)    Hvem har skrevet den? Var forfatteren tæt på begivenhederne? Tog han/ hun evt. selv del i dem? Hvilken rolle spillede vedkommende i givet fald? Eller var han/hun på afstand af begivenhederne - og dermed afhængig af andre (og måske ukendte) kilder?

 

3)    Og med hvilket formål er teksten blevet til? Er den evt. et forsvar for en politikers eller et partis politik? Man taler i sådanne tilfælde om, at kilden har en tendens, dvs. en holdning til begivenhedsforløbet, som man — evt. gennem en analyse — kan iagttage i tekstens udformning. Eller har kilden måske en ironisk-satirisk form, der kan gøre den vanskelig at anvende i en mere præcis historisk sammenhæng?

 

4)    Er kilden den tidligste tekst, vi kender, i forhold til begivenheden? Vi taler i så fald om at det er den primære kilde, i modsætning til senere, sekundære, kilder, der er afhængige af den primære kilde.

 

5)          Er kilden et dokument, dvs. direkte udtryk for den virkelighed, vi vil un­dersøge, eller er den en beretning, der fortæller om begivenhederne? Et dokument kunne fx være en lovtekst, mens beretningen kan være en jour­nalists historie om lovens tilblivelse i form af en avisartikel.

 

6)    Er kilden personlig eller er den institutionel? Altså er teksten fx et uddrag af en central aktørs erindringer eller en militær dagsbefaling? Hvis en person udtrykker sig på en institutions vegne (fx en regering), vil han/hun na­turligvis i større eller mindre grad være bundet af pågældende institutions synspunkter eller politik.

 

7)          Har kilden fortrolig karakter, eksempelvis uddrag af en intern forhand­lingsprotokol, eller er den offentlig, altså beregnet på at blive kendt for et større eller mindre publikum, som fx en tale?

Generelt vil personlige kilder som regel være mere troværdige end institutionelle, og fortrolige kilder vil være mere troværdige end kilder beregnet på offentlig­gørelse.