Kineserne er ved at få bugt med fattigdommen

BEIJING - Kina er klassens duks. Ros til den succesfulde kinesiske økonomiske udvikling strømmer ind i disse dage frem mod FN-topmødet næste uge i New York, hvor verdens nationers fremskridt - eller mangel på samme - i forhold til de fælles fremsatte udviklingsmål vil blive vurderet.

Inden mødet betegner Ajjay Chibber, den regionale direktør i Asien for FN’s udviklingsprogram UNDP, Kina som udviklingsmålenes »mester« og »en stor rollemodel«.

For 10 år siden tilsluttede 189 lande sig de otte 2015-mål, eller Millennium Development Goals, der sigter på at tackle verdens mest presserende humanitære problemer.

Og inden for stort set alle de otte mål har Kina ifølge FN haft stor succes. Fem år før tid opfylder Kina allerede nogle af de vigtigste målsætninger: Halvering både af antallet af kinesere, der har mindre end én dollar til rådighed om dagen, og dem, der lider af sult, målt ud fra niveauet i 1990. Dødeligheden blandt børn under fem år er blevet reduceret med to tredjedele. Og der er sikret skolegang til landets børn.

Kina, der i år overtog Japans plads som verdens næststørste økonomi, har oplevet et fald fra 60 procent i 1990 til 15,9 procent for antallet af mennesker, der lever under den internationale fattigdomsgrænse. Prognosen for år 2015 lyder på fem procent.

En rapport fra FN har slået fast, at »det er tydeligt, at uden Kinas fattigdomsreduktion ville det være umuligt for menneskeheden at opnå 2015-målet om at halvere andelen af folk, der lever i fattigdom.«

Også Verdensbanken er begejstret.

»Mellem 1981 og 2004 lykkedes det Kina at løfte mere end en halv milliard mennesker ud af ekstrem fattigdom,« sagde bankens præsident, Robert B. Zoellick, i denne uge i Beijing.

»Kinas indsats alene har sikret, at verdens 2015-mål om reducering af fattigdom vil blive nået. Vi og verden har meget at lære af dette.«

En kinesisk model

Kinas økonomiske succes har ført til debat om, hvorvidt der eksisterer en ‘kinesisk model’, og om den kan gentages af andre udviklingslande.

Præsident Hu Jintao fremlagde sidste år 10 afgørende faktorer for, hvad der har ligget til grund for Kinas succes inden for det seneste årti, og de var blandt andet: Et politisk system, der har kommunistpartiet som den eneste ledende kraft; at det politiske system holdes intakt, mens det økonomiske system reformeres; indførelsen af meritokrati i kommunistpartiets struktur; en kombination af socialistisk ejerskab - som i Kina betyder et miks af offentligt, kollektivt og privat ejerskab - og markeds- liberalisme; og opretholdelse af den sociale stabilitet som en forudsætning for økonomisk vækst.

Det er faktorer, som tydeligvis vil virke fremmede i en europæisk eller amerikansk model. Og som virker i direkte modstrid med vestlige principper i forhold til fattigdomsbekæmpelse i eksempelvis Afrika, da en duplikering af den kinesiske model tilsyneladende kun kan udføres af et autoritært styre.

»Der er ingen tvivl om, at Kina har gennemført en hidtil uset massiv reducering af fattigdom,« siger Jean-Francois Huchet, en professor i Hongkong med speciale i kinesisk økonomi.

»Men den kinesiske udvikling er i høj grad knyttet til den form for politisk system, landet har. Kommunistpartiet har placeret økonomisk udvikling som den centrale politiske målsætning, og på grund af det autoritære regime har det været i stand til at skubbe alt andet til side, som et demokratisk land i højere grad ville være nødt til at forholde sig til, såsom arbejderes rettigheder og bønders rettigheder ved ekspropriering af jord. Det har på mange måder ført til en brutal udvikling, om end den har været effektiv.«

Shi Yinhong, professor i internationale relationer fra Folkets Universitet, er også hurtig til at pege på den kinesiske models bagside:

»Vi har skabt meget i Kina, men man skal også forstå, at der er meget i den kinesiske model, som ikke er positivt, f.eks. den miljøødelæggelse, som den kompromisløse økonomiske vækst har forårsaget.«

Ingen klar model

Under alle omstændigheder mener både Jean-Francois Huchet og Shi Yinhong, at det er forkert at tale om en egentlig kinesisk udviklingsmodel, som automatisk kan overføres til andre udviklingslande.

»Man kan ikke tage Kinas økonomiske vækst ud af en kinesisk sammenhæng,« siger Huchet. »Andre lande kan måske kopiere den kinesiske stats store rolle i økonomien, men Kinas vækst har været afhængig af en massiv og billig arbejdsstyrke og en vestlig verden, der har været villig til at investere milliarder i Kina - noget, som andre lande ikke nødvendigvis har adgang til.«

»Siden reformernes start i 1978 har der ikke været en klar model for Kinas udvikling. Lederskabet har prøvet sig frem, udnyttet de muligheder, der var, taget til sig af økonomiske opskrifter fra andre steder og så tilpasset dem ind i en kinesisk kontekst. Men det i sig selv udgør jo ikke en speciel kinesisk økonomi - det kan vel højst koges ned til en opfordring til andre lande om, at de selv skal prøve sig frem til den model, der passer dem bedst,« siger Huchet.

Shi Yinhong er enig:

»Den lektion, Kina kan tilbyde andre udviklingslande, er, at de ikke automatisk skal overtage andre landes økonomiske modeller, hverken den vestlige markedsliberalisme eller den kinesiske statskapitalisme. De skal finde de redskaber, der passer bedst til deres situation.«

Et bedre alternativ

Men hvis Kina ikke har en model, som andre udviklingslande kan overtage, så tilbyder landet alligevel et løft for andre udviklingslande i form af det, som Beijing beskriver som handel og støtte uden politiske betingelser.

Kinas voksende relationer med Afrika har været en magnet for kritikere, der er bekymret over, at det kan underminere indsatsen for god regeringsførelse, demokratisering og korruptions- bekæmpelse, men Kinas investeringer bringer mere vækst med sig til lande, der tørster efter handel. Handlen mellem Kina og Afrika steg til det tidobbelte fra år 2000 til sidste år - til 107 mia. dollar - i takt med at Kina opbygger infrastruktur på kontinentet, sælger billige varer og køber energi. Og samtidig med at Kina har overtaget USA’s position som Afrikas næststørste handelspartner, er Kinas investeringer i Afrika øget fra 50 mio. dollar i 2001 til nu omkring 1 mia. dollar om året.

Samtidig støtter Kina Afrikas udvikling ved at betale for tusinder af afrikanske studerendes universitetsuddannelser som læger, økonomer og ingeniører. For tiden er der 12.400 studerende fra Afrika i Kina på den kinesiske stats regning - 10 gange så mange som i år 2000.

»Det er en støtte, som er med til at give det afrikanske kontinent et løft, og det styrker forbindelserne mellem Afrika og Kina,« siger 26-årige Bakary Coulibaly fra Mali, der læser til ingeniør i Beijing. »Her lærer vi ikke kun et fag, men vi lærer også af den kinesiske udvikling - det virker jo tydeligvis, som om det har fungeret for dem her.«

»Det, som Kina tilbyder Afrika, er handel på lige vilkår, en tilgang der er markedsbaseret, og som begge parter nyder godt af, og som skaber vækst og dermed mindre fattigdom. Kinas massive investeringer i Afrika handler ikke om altruisme, men ligeværdigt samarbejde, og Kina stiller ingen betingelser og forsøger ikke at sælge en ideologi,« mener He Wenping, Afrika-ekspert fra Kinas akademi for samfundsvidenskab. »Imens forsøger vestlige lande fortsat at udbrede deres politiske og økonomiske modeller til afrikanske lande og stiller forbedringer inden for god regeringsførelse, menneskerettigheder og demokratisering som betingelse for støtte og adgang til markeder. Det er for mange barrierer for udvikling.«

»Det er væksten, der udrydder fattigdom,« siger He Wenping. »Og Kinas succes viser nu de afrikanske lande, at de ikke har brug for blindt at kopiere et vestligt politisk eller økonomisk system for at opleve fremgang.«