Civilisationernes sammenstød [LEDER] "Det er min hypotese, at den fundamentale kilde til konflikt i den nye verden ikke vil være primært ideologisk eller primært økonomisk. De store skel mellem mennesker og den dominerende kilde til konflikt vil være kulturel." Professor Samuel P. Huntington, Harvard University, i essayet 'The Clash of Civilizations?', sommeren 1993 "Der foregår en kulturkamp." Kulturredaktør Flemming Rose, Jyllands-Posten, i DR's Profilen, 1. feb. 2006 Der var vilje til konfrontation, da Jyllands-Posten for fem måneder siden trykte 12 karikaturer af profeten Muhammed. At konfrontationen nu inddrager den halve klode er til gengæld kommet bag på avisen. På det punkt må det i dag være eftertrykkeligt erkendt, at der ikke længere er noget, der hedder 'her på egnen'. I internettets tidsalder er lokale ytringer blevet globale ytringer. Nationale medier spiller med deres udsagn direkte og ansvarsforpligtende ind i globale konflikter. Disse døgns reaktioner mod tegningerne - vareboykot, flagafbrænding, ambassadeangreb, dødstrusler og bomber - skal ses som en foruroligende optrapning i retning af det sammenstød mellem den muslimske og vestlige civilisation, som Huntington varslede. Tegningerne lægger sig således i forlængelse af, hvad muslimer ser som generationers vestlig undertrykkelse. I modsætning til vesterlændinge har Mellemøstens befolkning aldrig glemt ydmygelsen, da Storbritannien og Frankrig i 1916 forsøgte at diktere Mellemøstens fremtid, herunder Iraks grænser og styreforhold. Som Huntington skriver i en bredere kontekst: "Vesten vandt ikke verden i kraft af sine ideers, værdiers eller religions overlegenhed, men snarere i kraft af sin overlegenhed i brugen af organiseret vold. Vesterlændinge glemmer ofte den kendsgerning, ikke-vesterlændinge gør det aldrig." Siden har Mellemøstens muslimer noteret, hvordan arabere af Vesten blev tvangsflyttet, da Israel skulle oprettes i 1948. Hvordan Vesten har accepteret Israels efterfølgende besættelse gennem næsten fire årtier af palæstinensisk jord. Hvordan Vesten har invaderet og besat Irak. Og hvordan Vesten nægter Iran at udvikle sit atomprogram, mens Israel uden vestlig reaktion opretholder sit a-bombearsenal. I muslimsk-arabisk optik er dette én lang, imperialistisk fornedrelse. Til det skal lægges, hvad mange herboende muslimer oplever som daglige ydmygelser: økonomiske straffeaktioner, eksklusion fra arbejdsmarkedet og almen chikane, ikke mindst fra det parti, der er regeringens faste parlamentariske grundlag. Det er i denne belejringstilstand, at muslimerne rammes af Jyllands-Postens knytnæve lige i synet. At se profeten forhånet med en bombe i turbanen er sårende i en grad, som sekulariserede vesterlændinge vanskeligt forstår. Fortvivlede har nogle muslimer forsøgt at formidle deres følelser ved paralleller til det kristne univers: 'Tænk hvis vi afbillede jeres Jesus med erigeret lem'. Hvortil de møder reaktionen: 'Og...? Det har vi da selv gjort.' Jyllands-Postens tegninger er dråben, der har fået bægeret til at flyde over og startet vredens flodbølge. Yderligtgående imamer og forhadte regimer udnytter sagen til at styrke egne positioner, men nok så afgørende er åbenbaringen for almindelige muslimer af, at man med de elektroniske netværks enorme effektivitet endelig kan hæve sig fra at være den magtesløse part til at være den stærke. Fortsætter optrapningen, varsler det ilde for civilisationernes sameksistens. Den dag, konflikten måtte føre til danske ofre, ser man for sig danske aviser rydde forsiderne for at trykke Muhammed med bomben. Forstandige redaktører, der syntes Jyllands-Postens stunt i september var tåbeligt - omend tilladt - vil pludselig se Muhammed-motivet som ikon for ytringsfriheden, pludselig være indrulleret i en kamp, som egentlig ikke var deres. Og i den muslimske verden vil selvsamme motiv aflæses som nok en fuck-finger fra Vesten, nok en anledning til forbitrelse og optrapning. Positionerne låser sig, dialogen forstummer, ekstremisterne i begge lejre gnider sig i hænderne. Det ulykkelige er, at det ikke handler om ytringsfriheden. Det handler om dens forvaltning. Ytringsfriheden er minoritetens værn mod majoriteten, ikke majoritetens redskab til at sparke den, der er i knæ. Derfor er ytringsfrihed også friheden til ikke at ytre hvad som helst. Kendt på enhver redaktion, hvor man ustandseligt afstår fra ytringer, der krænker modtageren. Grusomme billeder af Irak-krigens ofre som ét eksempel. Jyllands-Postens manøvre var ikke en nødvendig forsvarshandling. Det var en beslutsom offensiv. Avisen kunne ikke acceptere troendes ønske om hensyntagen til deres religiøse følelser. Det var "uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed," skrev man. Og indledte, hvad avisens kulturredaktør åbent kalder kulturkamp. Muslimerne skulle tvinges på plads, indordne sig, "finde sig i hån, spot og latterliggørelse." Det var Gandhi, der sagde: "For mig har det altid været et mysterium, hvordan mennesker kan føle sig selv ærefulde ved at ydmyge deres medmennesker." Demokratiets løfte er at ophæve konfrontationer og gøre dem til sameksistens. Lever vi ikke op til det, ender vi hos Huntington. jsn