Oslo II aftalen opdelte Vestbredden i 3 zoner - A, B og C-områder. Område A er de små tætbefolkede zoner omkring de største palæstinensiske byer. Ifølge aftalen var A-området til at begynde med ca. 3% af Vestbredden. A-området skulle desuden være under fuld palæstinensisk kontrol. B-området var ca. 27% og havde delt israelsk og palæstinensiske myndighed, mens C-området på ca. 70% skulle være under fuld israelsk kontrol. Siden 1995 er det sket ændringer i %´erne som følge af mindre israelske tilbagetrækninger. I 2000 udgjorde A-området ca. 18% af Vestbredden. Område B som er landdistrikterne, udgjorde 22%, mens område C - den resterende del af Vestbredden - udgjorde 60%. I Gaza er der ikke denne opdeling i A, B og C-områder. Her er der kun palæstinensiske A-områder og dernæst israelsk kontrollerede områder. De israelske kontrollerede områder er ca. 1/4 af Gaza´s samlede areal.
A-, B- og C-zonerne var af det internationale samfund tænkt som en overgangsordning på vej til fuldt palæstinensisk selvstyre i de besatte områder. I praksis blev virkeligheden imidlertid en anden, idet opdelingen af Vestbredden i forskellige zoner endte med at blive en permanent situation fra 1995 - 2000/1 i form af fysiske grænser med militære checkpoints og elektriske hegn mv. Denne opdeling hindrede i vidt omfang fri bevægelse for palæstinensiske varer og personer og var medvirkende til alvorlig nedgang for den palæstinensiske økonomi. Opdelingen af vestbredden i zoner er i praksis stadig gældende for palæstinenserne i dag, mens Israel ikke længere respekterer grænserne og jævnligt invaderer område A.