En kvinde indhyllet i sort til anklerne og med tørklæde eller fuld chador om hovedet går ned ad en gade i Europa eller Nordamerika. Hun er omgivet af andre kvinder i stropløse toppe, miniskørter eller lårkorte shorts. Hun passerer flere plakattavler, hvorpå vestlige medsøstre ses dåne i seksuel ekstase, svanse rundt i lingeri eller posere halvnøgne. Kan der tænkes et mere slående billede på det dybe ubehag, Vesten føler ved islamiske skikke og vice versa?
Kvindekroppen har ofte været emblem for ideologiske kampe. Vestlig islamofobi udgør her ingen undtagelse. Da Frankrig forbød hovedtørklæder i sine offentlige skoler, gjorde det hijab til ikon for en generel værdikamp om kvinders passende status. Da Amerika gjorde klar til at invadere Afghanistan, indgik det i som en vigtig pointe i dæmoniseringen af Taleban, at bevægelsen havde forbudt kvinder at bruge kosmetik. Og da Taleban var blevet styrtet, blev det hyldet som den helt store sejr i Vesten, da nogle kvinder i Kabul smed burkaen.
Alligevel kan der være grund til at spørge, om vi i Vesten fuldstændig har misforstået den betydning, som ganske mange muslimske kvinder øjensynlig tillægger deres tilsløring?
Vesten tolker tilsløring som en social og religiøs norm, der skal undertrykke kvinder og hæmme deres seksualitet. Men under en rejse i muslimske lande, hvor jeg blev indbudt til at deltage i diskussioner ved rene kvindemøder i muslimske hjem, erfarede jeg, at den muslimske holdning til kvinders udseende og seksualitet snarere synes at udspringe af en veludviklet følelse for skellet mellem det offentlige rum og privatsfæren - for, hvad man skylder sin Gud, og hvad man skylder sin mand.
De islamiske forskrifter skal ikke så meget undertrykke seksualiteten, som de skal inkarnere en højt udviklet fornemmelse for dens rette kanalisering - nemlig i retning af ægteskabet og de bånd, der opretholder familielivet og sikrer et hjems tryghed.
Bag murene
Uden for murene af de typiske muslimske hjem, jeg besøgte i Marokko, Jordan og Egypten, var alting ærbarhed og sømmelighed. Men bag disse mure var kvinderne lige så interesserede i at se godt ud, forføre og nyde, som kvinder er andre steder i verden.
I deres intime familierum vrimlede det med elegant mode, hudlotioner og kærlighedsromaner. De bryllupsvideoer, jeg så, var fyldt med de sensuelle danse, som den muslimske brud skal indlære som del af den udstråling, der skal gøre hende til en vidunderlig kone, og som hun stolt stiller til skue for sin brudgom. Sensualitet er altså på ingen måde fremmed for den muslimske kvinde. Snarere er det sådan, at nydelse og seksualitet, mandlig som kvindelig, ikke bør udstilles promiskuøst - og muligvis destruktivt - så alle kan se derpå.
Og sandt at sige var der da også mange af de muslimske kvinder, jeg talte med, som ikke følte sig spor underkuede af tørklæder eller anden tilhylning. Tværtimod følte de sig frigjort fra, hvad de oplevede som et indtrængende, varegørende og grundlæggende seksualiserende vestligt blik. Mange af disse kvinder fremførte bemærkninger a la:
"Når jeg klæder mig vestligt, stirrer mænd på mig og gør mig til objekt, samtidig med at jeg konstant måler mig imod modellerne i magasinerne som altid er svære at leve op til - og endnu sværere bliver det, jo ældre man bliver. For slet ikke at tale om, hvor trættende det er konstant at være udstillet. Når jeg bærer mit tørklæde, kan folk forholde sig til mig som et individ, ikke som et objekt. Så føler jeg mig respekteret."
Er denne iagttagelse ikke ligefrem udtrykt i en vestlig feminismes terminologi, så kan mange vestlige feminister sikkert udmærket nikke genkendende til de følelser, der ligger bag.
Følelse af ro og klarhed
Jeg gjorde selv forsøget. Jeg iførte mig en shalwar kameez - et tørklæde i Marokko - da jeg besøgte basaren. Jovist, noget af den varme, jeg blev mødt med, hidrørte givetvis fra de lokales undren over at se en vesterlænding iført dette antræk, men da jeg sådan gik rundt på markedet - med min barms kurve tildækket, mine bens konturer gemt af vejen og mit lange hår usynligt for menneskemængden - oplevede jeg en helt ny følelse af ophøjet ro og klarhed. Jo, jeg må tilstå, at jeg i en vis forstand følte mig mere fri.
Ej heller står muslimske kvinder alene. Vestens kristne tradition skildrer al seksualitet, selv den i ægteskabet tilladte, som syndig. Derimod har islam og jødedom aldrig dyrket det samme skisma mellem ånd og krop. I begge disse kulturer bliver seksualiteten kanaliseret ind i ægteskab og familieliv som en kilde til velsignelse, sanktioneret af Gud.
Dette kan være forklaringen på, hvorfor både muslimske og ortodokse jødiske kvinder ikke blot hævder at føle sig frigjorte i kraft af deres beskedne klædedragt og tildækkede hår, men tillige udtrykker en meget højere grad af sensuel glæde ved deres ægteskabelige liv, end det er normalt i Vesten. Når seksualiteten holdes inden for private rammer og bliver styret på måder, der anses for hellige - og når ens mand ikke ser sin kone (eller andre kvinder) halvnøgen hele dagen - kan man føle desto større magt og intensitet, når tørklædet og den tilhyllende dragt kommer af i hjemmets sikre ly.
Ikke undertrykt
Blandt de helt normale unge mænd i Vesten, som er vokset op med frit tilgængelig pornografi og seksualiserede billeder på alle gadehjørner, er en mindsket kønsdrift blevet en voksende epidemi. Så det er let at forestille sig den libidinøse magt, som seksualiteten stadig kan have bevaret i en mere tilbageholdende kultur. I al fald er det umagen værd at forsøge at forstå de positive erfaringer, som kvinder - og mænd - kan gøre i kulturer, hvor seksualiteten er lagt i mere konservative bånd.
Med disse overvejelser er det ikke hensigten at polemisere imod de mange kvindelige ledere i den muslimske verden, som opfatter tilsløring som en metode til at kontrollere kvinder. At enhver kan vælge frit må være det fundamentale krav. Men vesterlændinge bør anerkende, at når en kvinde i Europa eller Nordamerika vælger at tilsløre sig, så er dette ikke nødvendigvis et tegn på, at hun er undertrykt.
Naomi Wolf er amerikansk feminist, kommentator og medstifter af demokratibevægelsen American Freedom Campaign
© Project Syndicate og InformationOversat af Niels Ivar Larsen