LIVSLØB

Adolf Hitlers far tog turen op ad den sociale rangstige. Han var født uden for ægteskab af en tjenestepige, men blev efterhånden højtstående embedsmand og døde som en agtet og anset mand.

Sønnen begyndte med at tage turen nedad. Han gennemførte ikke realskolen, dumpede til optagelsesprøven til kunstakademiet, og fra sit 18. til sit 25. år førte han, først i Wien, derpå i München, et liv som boheme og dagdriver, uden at have noget arbejde og uden at stile mod det. Han holdt næsen oven vande takket være den socialhjælp, han fik som forældreløs, og ved at sælge et billede i ny og næ. Ved krigsudbruddet i 1914 meldte han sig frivilligt til den bayriske hær. Han tjente i fire år ved fronten, hvor han erhvervede jernkorset af begge grader for tapperhed, men på grund af manglende lederegenskaber drev han det kun til underkorporal. Efter våbenstilstanden, der indtraf, mens han var på lazaret, indlagt med skader efter et gasangreb, tilbragte han endnu et år »i trøjen«. Planer for, eller udsigter til, et levebrød havde han stadig ikke. Han var nu 30 år gammel.

Det var på dette tidspunkt - i efteråret 1919 - at han tilsluttede sig et lille højreekstremistisk parti, hvori han snart kom til at spille en ledende rolle, og dermed begyndte en politisk løbebane, der endte med at gøre ham til en historisk skikkelse.

Hitler levede fra den 20. april 1889 til den 30. april 1945, altså i præcis 56 år, kortere end et normalt livsløb. Mellem hans første 30 år og de følgende 26 synes at ligge en uudgrundelig kløft. I 30 år var han en overset nullitet; så blev han næsten med dags varsel en lokalpolitisk faktor, og til sidst en mand, som hele verdenspolitikken kom til at dreje sig om. Hvordan kan det stemme overens?

"Kløften« har givet anledning til mange spekulationer, men den er mere tilsyneladende, end den er virkelig. For det første finder man også ubegribelige kløfter og spring i hans politiske løbebanes første 10 år. Og desuden viste storpolitikeren Hitler sig jo i sidste ende på ny som nullitet og fiasko, om end i det størst tænkelige format. Men den væsentligste grund til, at der ikke går et afgørende brud i Hitlers karriere ved hans 30. år, er, at hans personlige tilværelse også i hans anden, offentlige livsfase vedblev med at være tom og ynkelig, mens det omvendt gælder, at hans politiske idéverden allerede i hans første årtier, trods mangelen på opsigtsvækkende ydre begivenheder, udviser mange usædvanlige træk, der foregriber alt det senere.

Hvis der kan drages et snit gennem Hitlers liv, så er det ikke et snit på tværs, men et længdesnit: Der er ikke tale om svaghed og fiasko op til 1919, fulgt af kraft og udfoldelse fra og med 1920. Både før og efter dette tidspunkt finder man hos ham en overordentlig intensitet i hans politiske liv og bevidsthed og en tilsvarende stor fattigdom inden for den personlige sfære. Allerede den upåagtede boheme fra førkrigsårene levede med i samtidens politiske begivenheder i samme grad som en toppolitiker; og på den anden side forblev han også som fører og rigskansler, for så vidt angår hans personlige liv, en borgerliggjort boheme. Det afgørende kendetegn ved hans liv er denne endimensionalitet.

Mange biografier bærer som undertitel, efter heltens navn, ordene: "Hans liv og tid«. Men i reglen betegner "og« her en adskillelse snarere end en forbindelse. Biografiske og samtidshistoriske kapitler afløser hinanden; det store individ bliver fremstillet som en plastisk figur foran historiens flade lærred; han hæver sig ud fra den, samtidig med at han griber ind i den. Men sådan kan man ikke skrive om Hitlers liv. Alt, hvad der tæller i hans liv, er sammensmeltet med historien, det er historien. Den unge Hitler afspejler den; i sin mellemste periode afspejler han den stadig, men tillige begynder han også at virke ind på den; og den ældre Hitler bestemmer historiens gang. Først skaber historien ham; siden er det ham, der skaber historien. På den måde betaler det sig at anskue ham. Hvad man ellers finder i Hitlers liv, er for det meste egnet til at føre på vildspor - både før og efter 1919. Lad os derfor sammenfatte det ganske kort.

I dette liv savnes, både "før« og "efter«, alt det, der ellers giver et menneskeliv vægt, varme og værdighed: uddannelse, livsstilling, kærlighed og venskab, ægteskab, forældre ansvar. Ser man bort fra det politiske og fra den politiske lidenskab, er det et indholdsløst liv. Det er så vist ikke noget lykkeligt liv, men det har noget ejendommeligt let ved sig, det har ingen tyngde, er let at kaste bort. Gennem hele sin politiske løbebane er han da også bestandig parat til at begå selvmord. Og det virker nærmest som en selvfølge, at dette faktisk også bliver enden på det.

Det er velkendt, at Hitler ikke giftede sig og forblev barnløs. Kærligheden har i det hele taget spillet en usædvanlig ringe rolle
i hans liv. Nogle få kvinder er der ganske vist i hans liv, men de var for ham rene biting, og han gjorde dem ikke lykkelige. »Han bruger mig kun til bestemte formål,« sagde Eva Braun, der, af sorg over at blive forsømt og bestandig ydmyget, to gange forsøgte at begå selvmord. Hendes forgænger, Geli Raubal, Hitlers niece, gennemførte det faktisk - antagelig af en tilsvarende grund. I hvert fald var Hitler ude på en valgkampagne og havde ikke taget hende med, da hun med sin handling tvang ham til - for første og eneste gang - at tilsidesætte det, der for ham var vigtigere, for hendes skyld. Han sørgede over hende og erstattede hende derpå med en anden. Denne triste historie er det nærmeste, man i Hitlers liv kommer til den store kærlighed.

Han havde ingen venner. Han kunne sidde i timevis sammen med underordnede medarbejdere - chauffører, livvagter, sekretærer - idet han selv talte uafbrudt. I denne kreds, »chaufføresken«, som den kaldtes, slappede han af. Egentligt venskab varede han sig for livet igennem. Hans forhold til mænd som Göring, Goebbels og Himmler var køligt og distanceret. Den eneste af sine topmedarbejdere, som han fra ungdommen af havde været dus med, Röhm, lod han skyde. Det var ganske vist hovedsagelig, fordi han var blevet politisk besværlig for ham. Men deres gamle venskab var i hvert fald ikke nogen hindring. Når man tænker på, hvor bange Hitler var for intimitet, får man også let den mistanke, at det mangeårige venskab med Röhm nærmest var et medvirkende motiv til at skaffe ham af vejen.

Og med hensyn til uddannelse og livsstilling. En regulær uddannelse fik han ikke; kun et par år i realskolen, med dårlige karakterer. I sine boheme år læste han ganske vist meget, men som han selv indrømmede, tog han af sin læsning kun det til sig, som han allerede mente i forvejen. på det politiske område svarede Hitlers viden til den lidenskabelige avislæsers. Virkelig indsigt havde han kun i krigskunst og militærvæsen. Hans praktiske erfaring som frontsoldat gjorde det her muligt for ham at tilegne sig, hvad han læste, med kritisk forstand. Hvor mærkeligt det end kan lyde, så har denne tid ved fronten nok været den eneste virkelige uddannelsesfase i hans liv. Bortset herfra forblev han livet igennem typisk halvstuderet - den type, der altid vidste alting bedre og slog om sig med halvfordøjet og misforstået viden, helst for et publikum, som let lod sig imponere, fordi det ikke havde nogen som helst forstand på emnet. Hans bord taler fra fører- hovedkvarteret viser hans mangel på dannelse og kundskaber på pinlig måde.

En livsstilling havde han aldrig og stræbte heller ikke efter det; tværtimod, mens tid endnu var, syntes han nærmest at vige uden om noget sådant. Hans angst for en fast stilling er et "lige så påfaldende træk hos ham som hans angst for ægteskabet og for intimitet i det hele taget. Men man kan heller ikke kalde ham levebrødspolitiker. Politik var hans liv, men aldrig hans levebrød. I sine politiske ungdomsår angav han som stilling skiftevis maler, forfatter, købmand og offentlig taler; senere var han blot Føreren, der ikke stod til regnskab over for nogen - i første omgang partiets, derpå nationens Fører slet og ret. Den første politiske post, han beklædte, var rigskanslerembedet; og fra et levebrødspolitisk synspunkt var han en mærkelig form for rigskansler, der rejste væk, når han fandt det for godt, kun læste dokumenter, hvis det passede ham og på den måde, der passede ham, afholdt kabinetsmøder meget uregelmæssigt og efter 1938 helt holdt op med at afholde dem. Hans politiske arbejdsform var aldrig den, man ville vente af statens politiske topfigur; den var snarere kendetegnende for en ubunden, frit skabende kunstner, der venter på inspiration, og synes at drive den af i dage- og ugevis, og som så, når ånden kommer over ham, kaster sig ud i pludselig, hektisk aktivitet. Først i sine sidste fire år udøvede Hitler en form for regelmæssigt virke, nemlig som militær øverstbefalende. Her kunne han ikke pjække fra de to daglige generalstabsmøder. Og her udeblev inspirationen da også oftere og oftere.

Måske vil man mene, at tomhed og intethed i den private sfære ikke er noget usædvanligt hos mænd, der helt har helliget sig et stort mål, de selv har sat sig, og hvis ambition det er at skabe historie. Det er forkert. Der findes fire mænd i historien, som - af vidt forskellige grunde - opfordrer til en sammenligning med Hitler, en sammenligning, hvor han falder igennem: Napoleon, Bismarck, Lenin, Mao. Ingen af disse, heller ikke Napoleon, endte deres løbebane i en så total katastrofe som Hitler. Det er hovedgrunden til, at han ikke står sig i en sammenligning med dem, men det kan vi her lade ligge. Hvad vi skal hæfte os ved, er, at ingen af disse fire som Hitler kun var politiker og på alle andre områder intet. De var alle fire højtuddannede og havde en livsstilling, hvori de havde gjort sig gældende, inden de "gik ind i politik« - og ind i historien: henholdsvis som general, diplomat,
advokat, lærer. Alle fire var gift, om end Lenin som den eneste af de fire var barnløs. Alle havde kendt en stor kærlighed: Josephine Beaumarchais, Katarina Orlov, Inessa Armand, Jiang Quing. Det gør disse fire store mænd menneskelige; og uden en sådan menneskelighed ville der mangle noget i deres storhed. Den, som Hitler ikke har.

Noget andet manglede han også, som vi kort skal omtale, inden vi kommer ind på det i Hitlers liv, som virkelig er værd at beskæftige sig med. Hos Hitler finder man ingen udvikling, ingen modning af hans karakter eller af hans personlige substans. Hans karakter er tidligt lagt fast - et bedre ord ville måske være: udviklingshæmmet - og den forbliver på forbavsende vis sig selv lig. Intet nyt kommer til. Det er ingen indtagende karakter. Alle blide, charmerende, forsonende træk mangler, hvis man da ikke vil opfatte en angst for kontakt, der ofte fremtræder som forlegenhed, som et forsonende træk. Hans positive egenskaber - viljestyrke, dristighed, tapperhed, udholdenhed ligger alle på den »hårde« side. Og det gælder endnu mere de negative: hensynsløshed, hævngerrighed, illoyalitet og grusomhed. Hertil kommer lige fra starten en total mangel på evne til selvkritik. Hitler var livet igennem uhæmmet begejstret for sig selv og havde fra først til sidst tendens til selvovervurdering. Stalin og Mao anvendte med køligt overlæg en dyrkelse af deres personer som politisk middel uden at lade den stige sig til hovedet. Hitler derimod var ikke blot Hitler dyrkelsens genstand, han var også dens tidligste, mest halsstarrige, mest lidenskabelige udøver.

Og dermed nok om Hitlers person og indholdsløse personlige livshistorie. Videre til hans politiske biografi. Her finder man virkelig noget at studere, og her mangler der, modsat hans personlige liv, ikke stigning og udvikling. Den begynder længe før hans første offentlige fremtræden og kan inddeles i syv stadier, syv spring:

1. Koncentration om politik som livs erstatning i de tidlige år.
2. Hans første (endnu private) politiske handling: emigration fra Østrig til Tyskland.
3. Hans beslutning om at blive politiker.
4. Hans opdagelse af sine hypnotiske evner som folketaler.
5. Beslutningen om at blive Fører.
6. Beslutningen om, at hans politiske livsplan skal underordnes den tid, han kan forvente at leve i. (Det er tillige beslutningen om  at gå i krig).
7. Beslutningen om selvmord.
.............................
Mellem disse to spring (punkt 5 og 6) gik der, alt efter hvordan man regner, seks, ni eller faktisk ti år - for den fulde almagt som Føreren, der ikke var ansvarlig over for nogen, nåede Hitler ikke i 1933, men først i 1934, da Hindenburg døde; han var altså 45 år gammel, da han blev Fører. Han må derfor have stillet sig det spørgsmål, hvor meget af sit indenrigs- og udenrigspolitiske program han kunne nå at virkeliggøre i sin levetid. Svaret herpå var hans mest usædvanlige politiske livsbeslutning, den første han holdt helt og aldeles for sig selv, og som heller ikke i dag er alment kendt. Hans svar var: det hele! Og deri lå der en uhyrlig konsekvens, nemlig at hans politik og hans politiske køreplan skulle indpasses i det tidsrum, han måtte formodes at have tilbage at leve i.

Dette er i ordets egentligste forstand en eksempelløs beslutning. Mennesker lever som bekendt kort, stater og folkeslag længe. Ikke blot er alle statsforfatninger, republikanske eller monarkistiske, som en selvfølge indrettet herpå, også de »store mænd«, der ønsker at »skabe historie«, indstiller sig, enten forstandsmæssigt eller instinktivt, på det. For eksempel gælder det ikke for nogen af de fire, vi allerede en gang har sammenlignet Hitler med, at de postulerede eller i praksis gik ud fra deres egen uerstattelighed. Bismarck indrettede sig en mægtig, men klart afgrænset magtposition i et forfatningssystem, der var indrettet på varig beståen, og da han skulle fratræde, gjorde han det - modstræbende, men dog i lydighed. Napoleon forsøgte at grundlægge et dynasti. Lenin og Mao opbyggede de partier, som de havde grundlagt, med henblik på, at de også skulle være udklækningssteder for deres efterfølgere, og faktisk har disse partier jo også både frembragt egnede ledere og elimineret uegnede, ganske vist ofte under blodige kriser.

Sådan var det ikke i Hitlers tilfælde. Han indrettede bevidst alting på, at han selv var uerstattelig, efter et evigt »mig eller kaos«-princip, man kunne næsten kalde det »efter mig kommer syndfloden«. Ingen statsforfatning, intet dynasti - det havde jo også været utidssvarende, helt bortset fra Hitlers barnløshed og angst for ægteskab. Men han skabte heller ikke noget virkeligt stats bærende parti, der kunne frembringe nye Førere og overleve dem. Partiet var for Hitler kun et middel til hans personlige magtovertagelse; et politbureau fandtes ikke, og ingen i partiet fik lov at nærme sig rang af kronprins. Han ønskede ikke at tænke ud over sin egen levetid eller træffe forberedelser for eftertiden. Alt skulle gøres af ham og ham alene.
Men derved satte han sig under et tidspres, der måtte føre til forhastede og uhensigtsmæssige politiske afgørelser. For enhver politik er uhensigtsmæssig, hvis den ikke er indrettet efter omstændighederne og mulighederne i den øjeblikkelige situation, men efter et enkelt menneskes levetid. Ikke desto mindre var det netop det, Hitlers beslutning indebar. Specielt betød den, at den store krig om livsrum, som han ville gennemføre, ubetinget måtte føres af ham selv, i hans egen levetid. Naturligvis talte han aldrig offentligt herom. Det ville nok have foruroliget det tyske folk en kende. Men i sine diktater til Bormann i februar 1945 vedgik han åbent alt dette. Efter at have beklaget, at han indledte krigen et år for sent, først i 1939 i stedet for 1938 (»men jeg kunne jo ikke gøre noget, da englænderne og franskmændene jo accepterede alle mine krav i München«), fortsætter han: »Det skæbnesvangre er, at jeg er nødt til at fuldføre alt inden for et menneskelivs korte åremål (...) Hvor andre har haft en evighed til rådighed, har jeg kun nogle få usle år. De andre ved, at de vil få efterfølgere (...)« Det var ganske vist ham selv, der havde sørget for, at han ikke fik nogen.

Også omkring krigsudbruddet i 1939 lod han et par gange - ganske vist ikke offentligt - skinne igennem, at Tysklands historie skulle indordnes under hans personlige biografi. Til den rumænske udenrigsminister ved dennes besøg i Berlin i foråret 1939 sagde han således: »Nu er jeg 50, jeg vil hellere have krigen nu, end når jeg er 55 eller 60.« Over for sine generaler fremførte han den 22. august samme år som begrundelse for »min uomstødelige beslutning om krig« bl.a. sin »personligheds format og dens uforlignelige autoritet«, som måske ikke ville være til rådighed på et senere tidspunkt: »Ingen ved, hvor længe jeg lever.« Og et par måneder senere, den 23. november, siger han i samme kreds, hvor han presser på for en fremskyndelse af planerne om en offensiv i vest: »Som en sidste faktor må jeg i al beskedenhed nævne min egen person: uerstattelig. Der er hverken nogen militær eller civil personlighed, der kan erstatte mig. Der kan komme nye attentatforsøg (...) Rigets skæbne afhænger alene af mig. Jeg vil handle derefter.«
Til grund for det hele ligger altså beslutningen om, at historien skal underordnes hans levned, at stater og folkeslag skal føje sig efter hans livsløb - en tanke af rent ud storslået absurditet og storhedsvanvid. Hvornår den erobrede Hitlers bevidsthed, lader sig ikke afgøre. .......