 |
Mission accomplished? Den 1. maj 2003 i en tale på krigsskibet Abraham Lincoln erklærede George Bush de ’egentlige krighandlinger’ i Irak afsluttet. Foto: Stephen Jaffe/Scanpix |
Den 9. september 2001 rapporterede The New York Times, at udenrigsminister Colin Powell på et møde tre dage tidligere havde overbevist præsident George W. Bush om at møde den palæstinensiske leder, Yasser Arafat, under FN's Generalforsamling i New York i slutningen af den måned.
Beslutningen var et radikalt kursskifte. Tidligere havde Bush afvist at møde Arafat.
Bushs afgørelse den 6. september 2001 faldt i tråd med den i mange henseender midtsøgende kurs, han havde ført i de første otte måneder af sin præsidentperiode.
Indenrigspolitisk var han blevet enig med den demokratiske senator Edward Kennedy om at lancere et standardiseret landsdækkende testprogram for skoleelever. Udenrigspolitisk var en krise med Kina om et 'kidnappet' amerikansk spionfly i kinesisk luftrum blevet løst ad diplomatiets vej. I sidste ende havde Bush lyttet til Powells råd frem for til nykonservative røster, der ønskede at give Kina en lærestreg.
Bush havde endvidere truffet Ruslands præsident, Vladimir Putin, og til konservative ideologers bestyrtelse udtrykt tillid til den tidligere KGB-agent på basis af en enkelt samtale under fire øjne. I Europa var den eneste klage over den nye præsident, at han havde annulleret Clintons godkendelse af Kyoto-protokollen og afvist at beskatte USA's udledning af CO2.
"Alt i alt virkede det, som om Bush ville føre en relativ moderat kurs i både indenrigs- og udenrigspolitikken, ligesom i hans tid som guvernør i Texas," husker den indflydelsesrige amerikanske journalist og forfatter John Judis.
En ren tavle
"Det eneste, der bekymrede mig, var de store skattelettelser til USA's mest velhavende familier. Set i bakspejlet var det et første varsel om en finanspolitik, som tilgodeså husstande med høje indkomster og investorklassen. Konsekvenserne ser vi under krisen dag. Velhavere sparede op, mens middelklassen, der blev fattigere under Bush, ikke har penge til at forbruge," påpeger Judis.
| To dage efter The New York Times'
artikel om det mulige møde mellem Arafat og Bush slog
Osama bin Ladens terrornetværk al-Qaeda til i et massivt
terrorangreb med civile passagerfly mod mål i New York
og Washington.
"I det øjeblik vaskede Bush tavlen ren," mener Gordon Adams, professor i statskundskab ved American University i Washington. "Med ét faldt alle præmisserne for Bushs indenrigs- og udenrigspolitik bort. Moderate som Powell og sikkerhedsrådgiver Condeleezza Rice mistede indflydelse til fordel for vicepræsident Richard Cheney, forsvarsminister Donald Rumsfeld og de nykonservative ideologer. Alt, hvad der gik galt i de næste otte år under Bush, er efter mit skøn en følge af de fejlagtige konklusioner, Bush drog af 11. september." Massemordet i New York førte direkte til Bush-styrets største fejltagelse og fiasko - invasionen af Irak i marts 2003, som har kostet 4.000 amerikanske soldater og flere hundredetusinde irakere livet. Krigen kostede tilmed dyrebare dollar og bidrog til en fordobling af forsvarsministeriets årlige budget fra 305 mia. dollar i 2001 til 700 mia. i 2008. Som følge af Irak-krigen mistede USA desuden anseelse verden rundt, men især i muslimske lande. "Og måske værst af alt kan invasionen af Irak indebære, at vi også taber krigen mod Taleban i Afghanistan. Uden en Irak-krig ville chancen for at besejre både Taleban og al-Qaeda i Afghanistan og Pakistan derimod have været langt, langt højere," mener Adams, der indtil denne uge har arbejdet som forsvars- og budgetrådgiver på Barack Obamas overgangshold. Transatlantisk krise11. september førte også til oprettelsen af Guantánamo-lejren, mishandlingen og torteringen af terrormistænkte i Afghanistan, Irak og i CIA's hemmelige fangelejre, de skandaløse billeder af irakere ydmyget af amerikanske fangevogtere i Saddam Husseins berygtede Abu Ghraib-fængsel samt til undergravelsen af amerikanske borgeres retssikkerhed. De transatlantiske bånd blev sat på deres hidtil sværeste prøve. "Europæerne var tæt på at sige til amerikanerne: Rend os et vist sted! Vi kan selv klare vores forbindelser til resten af verden uden USA's lederskab," erindrer Charles Kupchan, seniorforsker ved Council of Foreign Relations i Washington. "Men fordi Europa var splittet om Irak, og de europæiske eliter i sidste instans ikke kunne forestille sig en fremtid uden amerikansk lederskab, blev resultatet en genforpligtelse på den transatlantiske alliance. Men det skete først, efter at Bush begyndte at tage europæerne med på råd i sin anden embedsperiode om f.eks. Iran og Nordkorea. Det hjalp også, at Bush skaffede sig af med nogle af de nykonservative folk i regeringen og fyrede Rumsfeld," vurderer Kupchan. Men på gadeniveau i europæiske lande er Bushs fatale Irak-invasion aldrig blevet glemt. Den amerikanske præsident er lige så upopulær i dag, som han var i de værste krigsår i Irak mellem 2004 og 2007. "Tilnærmelsen mellem USA og Europa i Bushs anden embedsperiode er udelukkende baseret på den europæiske politiske klasses bevidste valg. Fra befolkningens synspunkt er sårene ikke helet. Mange ting skal stadig udbedres," mener Kupchan.
|
Fakta: Skelsættende begivenheder i George W. Bushs præsidentskab2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008
|
Hjemlig enegang
Bushs enegang i udenrigspolitikken synes at have smittet af på hans håndtering af de folkevalgte i Kongressen. Efter at republikanerne sikrede sig et flertal i Senatet og Repræsentanternes Hus ved midtvejsvalget i 2002, søgte præsidenten ikke siden at føre en ægte dialog med demokraterne om lovgivning. Republikanerne opfattede han mest som nikkedukker.
"Resultatet blev, at Bush efter 11. september med en enkelt undtagelse ikke fik gennemført nogen mindeværdig lovgivning," siger Judis, der er redaktør ved nyhedsmagasinet The New Republic.
"Kun en dyr pakke beregnet til at subsidiere pensionisters udgifter til medicin blev til noget, med støtte fra demokrater. Ellers var hans indenrigspolitiske tiltag stort set ovre efter terrorangrebet. Han fokuserede som en radar på terrortruslen."
Bush er naturligvis selv stærkt uenig i denne vurdering. I flere interviews og en pressekonference i den seneste uge har han peget på de omfattende skattelettelser, som efter hans vurdering har betydet, at "middelklassen betaler lavere skat".
Han nævner også finansieringen af trosbaseret socialt arbejde i mange af landets kirker, men undlader at forklare, at pengene ikke kommer fra det offentlige, men faktisk er blevet indsamlet i den private sektor.
"Men kendsgerningen er, at Bush hverken fik gennemført en reform af indvandrerlovene eller af pensionssystemet eller af sygesikringen," fremhæver Judis.
Bush gør sig ydermere ikke anstrengelser for at skjule sin personlige fiksering på terrortruslen dag ud og dag ind i de sidste syv et halvt år. Mens amerikanerne på mange måder er kommet videre i deres liv, understreger Bush, at han hver eneste dag har læst efterretninger om terrortrusler mod USA.
"Kan I huske atmosfæren her i Washington i dagene efter 11. september?" spurgte han udfordrende amerikanske journalister under sin sidste pressekonference i Det Hvide Hus. Mellem linjerne skulle forstås, at medierne såvel som det amerikanske folk ikke længere bekymrer sig stort om al-Qaeda, mens deres præsident har holdt en beskyttende hånd over dem.
Demokratispredning
Dette synspunkt præciserede Bush omhyggeligt i sin afskedstale til det amerikanske folk på tv torsdag aften: "Med tiden var de fleste amerikanere i stand til at vende tilbage til en normal tilværelse. Men det var jeg ikke. Hver morgen modtog jeg en efterretningsrapport om truslerne mod vor nation, og jeg svor over for mig selv at gøre alt, hvad der stod i min magt, for at beskytte os," sagde han.
Bushs overordnede pointe er, at han magtede at beskytte USA mod yderligere terroranslag i kraft af den aggressive politik, han førte i udlandet. På hjemmebane opbyggede han et gigantisk sikkerhedsapparat i USA, anført af det nye sikkerhedsministerium, og investerede i overvågning af grænser, lufthavne, skibshavne og ikke mindst elektronisk kommunikation.
Den afgående præsident er herudover overbevist om, at de nykonservatives mantra - at kun en demokratisering af arabiske og muslimske lande kan forebygge udklækningen af en ny generation af islamistiske krigere - har båret frugt i Afghanistan, Irak og Mellemøsten. I de seneste interviews virker det f.eks. ikke, som om han fortryder at have overbevist Israel og al-Fatah om at holde frie valg i de palæstinensiske territorier i 2006, skønt det bragte den islamistiske organisation Hamas til magten.
"Man glemmer let, at uden Bushs og de nykonservatives krav om frie valg på Vestbredden og i Gaza ville Hamas ikke have haft magten i Gaza i dag. Der ville heller ikke have været krig. Så Hamas skylder denne præsident meget," siger Dr. Ziad Asali, leder af Washington-tænketanken American Task Force on Palestine.
Aidshjælpen i Afrika
Men når det kommer til stykket, opgav præsident Bush efter 11. september sine tidligere forsikringer om at agere som upartisk aktør i Mellemøstkonflikten.
"Han bakkede 100 pct. op om Ariel Sharons og Israels håndtering af Hamas og al-Fatah. Israel kunne ikke gøre noget galt. Nogen hævder endda, at Bush og Israel prøvede at få al-Fatah til at angribe Hamas i Gaza, hvilket skal være årsagen til Hamas' kup mod al-Fatah i Gaza i 2007," fortæller John Judis, der er ved at skrive en bog om det historiske forhold mellem USA og Israel. "Summa summarum: Bush har været en katastrofe for både Israel og palæstinenserne."
I de fleste andre verdensdele synes præsidenten ikke at have haft succes med at fremme amerikanske interesser. Latinamerika er som sædvanlig gået i glemmebogen. Forholdet til Kina fungerer, men der er intet blevet gjort ved den voksende ubalance i samhandlen. Samtidig er USA blevet afhængig af Kinas finansiering af det stigende budgetunderskud gennem salg af statsobligationer.
Forholdet til Rusland så i begyndelsen lovende ud. Men da Bush enerådigt ophævede ABM-aftalen (international nedrustningsaftale, red.) for at accelerere det amerikanske missilforsvarsprogram og senere fik overbevist Polen og Tjekkiet om at tjene som fremskudte baser for det amerikanske våbensystem, reagerede Rusland som et såret dyr. Det berømte venskabelige forhold mellem Bush og Putin blev lagt på is.
Måske den eneste succeshistorie er præsident Bushs årlige bistandsprogram for 2,2 millioner hiv-smittede afrikanere. Hundredtusinder af mennesker har mistet livet i Irak og Afghanistan. Til gengæld har præsidenten - inspireret af evangeliske fundamentalister - reddet flere millioner menneskeliv ved at få Kongressen til at bevilge et årligt beløb på 3-4 milliarder dollar til at give hiv-smittede dagligt livsforlængende aidsmedicin.
"Det er et program, som vil fortsætte i lang tid. Af moralske grunde ville ingen kunne finde på at stoppe det," siger professor Adams.
mabu@information