Hvilken type skorsten er bedst?
En stålskorsten eller en velisoleret muret skorsten. For begge gælder det, at de skal være min. 4 meter høje fra røgrørstilslutning for at sikre det optimale skorstenstræk. Udover skorstenshøjde skal man være opmærksom på, at skorstenen går fri af tagryggen med min. 800 mm, så der ikke opstår nedslag i skorstenen. Hvis skorstenen står længst ude mod tagets laveste del, skal skorstenen som min. flugte med tagryggen. Lysningsarealet/hullet i skorstenen skal være mellem 150-200 mm. Hvis en muret skorsten ikke er isoleret, vil lysnings-
arealet oftest være større end 200 mm med nedsat skorstenstræk til følge. Derfor anbefales det at få skorstenen isoleret; dels mindskes lysningsarealet og skorstenstrækket forbedres. Det er en god idé at rådføre sig med skorstensfejeren, hvis man er i tvivl.
Hvor lang skal skorstenen være?
Skorstenen skal være min. 4 meter høj fra røgrørstilslutning for at få det optimale træk; men det afhænger meget af, hvilket træk den enkelte ovn kræver. Skorstenstrækket vil ligge på omkring 0,3 – 0,5 mm vandsøjle pr. meter skorsten, men det afhænger af vindforhold og omkringliggende træer eller huse. Derforuden skal man være opmærksom på, at skorstenen går fri af tagryggen, så vinden ikke slår ned i skorstenen. Hvis det ikke er muligt for husets konstruktion at sætte en 4 meter høj stålskorsten op, kan man eftermontere en røgsuger i skorstenen.
Hvor stor skal dimensionen i skorstenen være?
Lovkravet på lysningen/dimensionen er min. 150 mm. Lysningen
bør ikke være større end 200 mm, idet røgen nedkøles, og dårligt skorstenstræk opstår. En muret, uisoleret skorsten med stort lysningsareal skal isoleres, dels for at få størst mulig udnyttelse af skorstenen, men også for at mindske lysningsarealet.
Hvor langt skal røgrør fra brændeovn til skorsten være?
Røgrøret fra ovn til skorsten skal være så kort som muligt for at forhindre nedkøling af røgen. Nedkøling af røgen kan være årsag til dårligt skorstenstræk og røggener. Man bør ikke sætte mere end ét knærør på ovnen, da der kan opstå for meget modstand på røgen. Hvis ovnen monteres med bagudgang, bør røret gå direkte ind i skorstenen. Hvis det er nødvendigt at montere et knærør bag ovnen, skal knærøret være blødt. Er dette ikke er muligt, bør du overveje at montere ovnen med topafgang. Hvis der ved topafgang skal mon-
teres en rørbøjning, bør udformning være en blød bøjning. Husk, at rørbøjninger lovpligtigt skal være forsynet med et rensedæksel, så skorstensfejeren kan rense røret for sod.
Er der forskel på trækforhold, hvis ovnen monteres med bagudgang i stedet for topafgang?
Der er ikke nogen målbar forskel på topafgang kontra bagudgang, men erfaring viser, at man med fordel kan benytte topafgang, hvis skorstenen ikke trækker optimalt. Hvis røret til skorstenen er monteret i toppen, er der nemlig mindre modstand på røgen så evt. træk- og røggener undgås. De fleste ovne stilles i øvrigt op med topafgang. Fordelen ved topafgang er foruden den mindskede røgmodstand ekstra varme fra røgrøret.
Hvor tit skal skorstenen efterses af skorstensfejeren?
Det aftales med skorstensfejeren, hvor ofte der skal fejes. Det er som regel 2 gange om året. Bemærk ,at fejning af skorsten er lovpligtig. Derudover bør man selv rengøre ovnen 1 – 2 gange årligt, for at vedligeholde ovnen. Det er f.eks. vigtigt at rengøre for sod og aske ovenpå røgledepladen for at forhindre tidlig gennembrænding. Røgledepladen rengøres ved at løfte den ud af ovnen og ”støvsuge” den med Morsø Askesuger eller børste den ren med en stålbørste. I nogle typer Morsø-ovne f.eks. 2140, er det ligeledes nødvendigt at rense for sod i ”bulen” på bagpladen. Dette gøres, når røgledepladen er fjernet, og man kan fange det meste sod og aske med hånden.